Rektor respekterer pjækkende elevers opførsel

Aalborg 7. september 2002 08:00

FJERRITSLEV: De elever fra Fjerritslev Gymnasium, som torsdag eftermiddag droppede undervisningen og i stedet tog til Aalborg for at protestere mod nedskæringer på gymnasieområdet, får alle sammen fravær for de timer, som de ikke deltog i. Rektor har dog ikke på nogen måde i sinde at fordømme elevernes opførsel. - Deres adfærd og udtalelser i forbindelse med demonstrationen er al ære og respekt værd, slår øverstkommanderende på Fjerritslev Gymnasium, Henning Galmar fast. Eleverne havde på forhånd åbent sagt, at de ville pjække, og rektor havde på samme vis meldt ud, at de ville få fravær for det. - De gjorde en manifestation ud af det, og var klar til at tage konsekvensen. Hvis de havde sneget sig ud eller forsøgt at snyde sig til ikke at få fravær, havde det været noget helt andet, siger rektor. Henning Galmar sammenligner direkte fraværet med situationen på det øvrige arbejdsmarked, hvor elevernes uautorisede fravær kan betragtes som en overenskomststridig strejke. Dermed viser eleverne også forståelse for spillereglerne i det danske samfund, mener rektor, der bestemt afviser ikke at give eleverne fravær for udeblivelsen. Gymnasieeleverne må maksimum have 10 procents fravær fra den samlede undervisning. Har de mere, skal de til eksamen i alle fag. Fravær er i princippet fravær, men rektor har mulighed for at give dispensation til elever, som for eksempel er syge i længere tid. Hvorvidt Henning Galmar eventuelt vil give dispensation, hvis elever kommer i en situation hvor protest-fraværet er udslagsgivende, kan han ikke sige. Det kommer an på den aktuelle situation, forklarer han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...