Relativ fattigdom

Det må være en selvindlysende sandhed, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, retten til frihed og retten til stræben efter lykke.

Her passer det, at "Enhver er sin egen lykkes smed", eller "Som man reder, så ligger man". Hvor meget den enkelte end stræber efter lykke, må det i meget stor udstrækning afhænge af, hvad man forstår ved lykke, og hvad man forventer af denne lykke. Men når samtidig en gammel talemåde siger, at "Lykken er hverken gods eller guld", kunne det jo tyde på, at lykken skal findes andre steder. Begrebet fattigdom er fortiden sat på dagsordenen på en måde, som ikke længe er oplevet. Det forlyder, at antallet af danske børn, som lever under vilkår, der betegnes som fattigdom, er steget markant i løbet af de seneste fem år. Den påstand bliver fremsat, at længerevarende fattigdom vil forfølge barnet resten af livet. Spørgsmålet er efter min mening, om ikke problemet i de mindre bemidlede familier snarere er noget, der minder om misundelse, end at der er tale om egentlig fattigdom. Det synes indlysende, at når tilsyneladende bedre bemidlede familier i nabolaget har råd til både at bo bedre, anskaffe bedre bil, iklæde sig bedre og mere moderne tøj samt, at de har råd til både sommerhus og dyre ferierejser, så oplever ved sammenligning den mindre bemidlede familie sin situation, som om de er fattige. Men der er naturligvis stor forskel på, hvordan de enkelte familier administrerer de midler, der er til rådighed. De fleste familier har fundet ud af at sætte tæring efter næring, så man får en rimelig god tilværelse gennem sparsommelighed således, at de til rådighed stående midler slår til. Der findes andre, der lever i ødselhed, endda for midler, der slet ikke er til stede. Vi har på tv fulgt nogle udsendelser kaldet "Luksusfælden" om familier, der lever i ekstremt overforbrug vel at mærke for penge, de slet ikke har. Eller et andet eksempel: Hvis man tager to familier, der livet igennem stort set har haft samme livsvilkår og indtjening, har den ene måske altid brugt hver en øre og har aldrig fundet udvej for at spare lidt op, men har måske endda optaget forbrugslån til dit og dat. Som pensionister er de derfor ganske uformuende, ja, kan måske rent ud sagt betegnes som fattige. Den anden familie har levet sparsommeligt og fornuftigt, uden at de vil kalde deres livsform spartansk. De har bl.a. altid holdt igen med at købe noget nyt, før der var råd til at betale det kontant. Samtidig har de fundet mulighed for efterhånden at spare lidt op, så de som pensionister kan kalde sig velstående. Fra mine mange virkeår i Vestjylland fra sidst i 1950'erne fik jeg kendskab til udstykningen af 750 ha. hidtil uopdyrket hedeareal til 56 statshusmandsbrug i Sdr. Vium sogn. Alle familier begyndte på præcist sammen niveau på bar mark og med næsten ens jordtilliggende, klar til at blive opdyrket. Gennem tiden færdedes jeg jævnligt i området og kunne konstatere, at der efter et kort åremål var kendelig forskel på, hvad den enkelte familie fik ud af deres jord. Mens enkelte kun fik netop til dagen og vejen, lykkedes det bl.a. en af de mere driftige af få gang i en maskinstation, idet han udlejede landbrugsmaskiner til naboerne og til andre, længere væk. En anden startede en art savværk til udskæring af rå gran- og fyrrestammer til bl.a. pæle, bjælker og byggemateriale. Fra en anden lignende vestjysk udstykning kunne konstateres en lignende forskel; her startede en statshusmand en kartoffelcentral, hvor efterhånden ret mange mænd og kvinder blev beskæftiget og fik deres levebrød året rundt ved kartoffelavl, optagning, sortering og pakning samt forsendelse af produkterne til bl.a. supermarkeder. Salmedigteren B. S. Ingeman skrev forstandigt "Lykken gækker store, små, leger med guldterning; lykkeligst at hvile på, er fuldendte gerning".

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.