Religiøs racisme ved udrensning

I et læserbrev (tirsdag 18.10.) fortaltes det, at Grisling er blevet fjernet fra alle offentlige institutioner i det engelske amt Dudley i West Midlands.

Den elskelige Grisling, som på engelsk hedder Piglet og er en god ven af Peter Plys, havde alene ved sin stilfærdige tilstedeværelse angiveligt såret muslimernes følelser. Den er nemlig, som også navnet antyder, en lille gris og altså dermed for muslimerne teologisk anskuet at betragte som uren. Nu var der så bare den, iagttaget fra mit standpunkt, ikke uvæsentlige hage ved debatindlægget, hvor historien fortaltes med forståelig, men samtidig underdrevet indignation, at det var forfattet af Søren Espersen fra Dansk Folkeparti. Han havde den ifølge eget udsagn fra flere britiske aviser. Dermed stod nærværende læser altså med et tveægget sværd i hånden. Hvis historien nemlig var sand, syntes jeg ærlig talt, at de engelske muslimer i Dudley havde og har et meget alvorligt forklaringsproblem. For slet ikke at tale om de myndigheder, der måtte have dekreteret den religiøst begrundede udrensning af stakkels Grisling. Omvendt ville Søren Espersen og Dansk Folkeparti, med den enevældige Pia Kjærsgaard i spidsen, have skaffet sig endnu et ekstremt kedeligt troværdighedsproblem, på linje med Louise Freverts udskejelser, hvis det viste sig, at der slet ikke var hold i oplysningerne. I første omgang kunne jeg via Google alene spore historien til Den Danske Forenings hjemmeside, hvilket i mine øjne ikke nødvendigvis underbyggede dens troværdighed. Kort efter lykkedes det mig dog at finde en artikel på den digitale Express & Star News, som klart bekræftede, at der er mere end en flig af sandhed i historien om grisens udrensning. Den politiske korrekthed er gået amok, mente heldigvis nogle medlemmer af Dudley Council. Man kan kun give dem ret og beklage, at de ikke har magt som agt. Det er lige præcis den slags islamistisk intolerance, som min kollega Kåre Bluitgen, hvem ingen kan beskylde for at være fremmedfjendsk, bramfrit har karakteriseret som religiøs racisme og apartheid. Samme Bluitgen fortæller for resten i en kommende debatbog om verdens bedste folkeskole, som der allerede har været bragt uddrag af i medierne, om en sommerfest på Nørrebro, hvor man gerne ville lokke flere muslimske forældre med. Ankommet til festen går Bluitgen naturligvis med sine madvarer hen imod den grill, hvor køen er kortest, men bliver hurtigt stoppet af en behjertet dansker, som lavmælt forklarer, at den skam er forbeholdt muslimernes halalkød. Der var med andre ord en grill til de rene fødevarer og en anden til de urene. Det er denne religiøse forskelsbehandling i det offentlige rum, der byder Bluitgen så meget imod, at han griber til den barske karakteristik. I modsætning til så mange andre er Bluitgen imidlertid konsekvent. Han argumenterer nemlig for, at den sekularisering af samfundet, som har været en dynamisk faktor siden oplysningstiden, naturligvis ikke er ført til ende, når alskens religiøse sekter kan fremture med og få indfriet den slags middelalderlige fordringer. For egen regning kan jeg nævne visse danske præsters krav om at forvise den velunderbyggede naturvidenskabelige evolutionsteori, der også kaldes darwinisme, til i skolens biologitimer at være sidestillet med kristne fundamentalisters flyvske idéer om skaberværket som værende et udslag af et såkaldt intelligent design, som Vorherre i sagens natur skulle have copyright på. Man kan som lammefrom og frelst humanist selvsagt vælge at trække på skuldrene med vanlig overbærenhed, men den slags sager er dybt principielle og handler om langt mere end en lyserød gris fra alle tiders børnebog.