Detailhandel

Rema 1000 i Svenstrup

SVENSTRUP:Rema 1000 åbner omkring 15 butikker om året - og den næste i rækken kommer til at ligge i Svenstrup på adressen Godthåbsvej 15-17. På bare godt tre uger er man kommet så langt med byggeriet, at der forleden kunne indbydes til rejsegilde. Salgsarealet i den nye Rema 1000 bliver på 425 kvadratmeter, medens varemodtagelse og øvrige rum dækker 175 kvadratmeter. - Butikken åbner 12. december, og det bliver med et sortiment, der er dobbelt så stort som hos traditionelle discountbutikker. Der bliver omkring 2200 varenumre, hvoraf de ca. 1800 findes i samtlige landets 98 Rema 1000-butikker. De resterende 400 vil være af lokalt tilsnit, fortæller Lars Thellufsen, regionschef i Rema 1000. Den nye franchise-købmand i Svenstrup hedder René Plougman. Den 33-årige købmand har hele 17 års erfaring fra dagligvarehandel - og i de seneste otte år har han bestridt jobbet som afdelingschef hos a-z i Hjørring. René Plougman er født og opvokset i Godthåb ved Svenstrup, så det er en lokalkendt herre, der skal stå i spidsen for den nye discountbutik. - Jeg glæder mig utrolig meget til udfordringen, og det er herligt at være tilbage i det lokalmiljø, som jeg kender så godt. Jeg har gennem alle årene haft tæt kontakt til Svenstrup, da mine forældre bor her, og jeg ser frem til at hilse på lokalbefolkningen her i butikken, siger René Plougman.