Tyverier

”Rembrandt” vises i Biografen

BRØNDERSLEV:Til og med søndag viser Biografen i Brønderslev filmen ”Rembrandt”. Filmen er baseret på det noget Olsen-Banden-agtige kup for fire år siden mod Nivaagaard-samlingen, hvor der forsvandt blandt andet et Rembrandt-maleri. Dette kup er blevet filminstruktøren Jannik Johansens første spillefilm. Og det noget så selvfølgeligt at filmatisere den historie. Dels har den et grundlæggende underholdende moment. Et par amatørskurke slipper afsted med at lave danmarshistoriens største kunstkup. Dels har den en spændende dimension. Det er spillet mellem far og søn. Hovedpersonen er Mick - en mand i 40’erne. Hans profession er streethustler. Han smugler lidt smøger. Han stjæler lidt skrot. Han begår simple indbrud. Og det har han fra faderen. Som barn var han med faderen på tyvetogter. Så han har fået det ind med modermælken. Mick spilles af Lars Brygmann, mens Micks far spilles af Ole Ernst. I filmen stjæles et maleri. De tror, at det er 70.000 kr. værd, men det er faktisk 200 mio. kr. værd. ”Rembrandt” betegnes af anmeldere som en tragikomisk kriminalkomedie. Det er filmens styrke, påpeger anmelderne. Den får fornemt og følsomt skildret hverdagen for disse småforbrydere. Herunder også hvordan man end ikke kan stole på selv sine bedste venner. Det er et træls og håbløst univers, filmen udspiller sig i. Ens kæreste tjener til studierne ved at indspille pornofilm.