Håndbold

Remis i spændende lokalopgør i håndbold

HORNE:Horne KFUM tjente sæsonens første point i søndagens lokalopgør i 2. division mod Tårs-Ugilt. 21 - 21 sluttede opgøret, hvor de mange tilskuere blev holdt på pinebænken til sidste fløjt. Og hjemmeholdet var endda stort set foran hele vejen gennem kampen, nogle gange endog med fire mål. Således stod det 11 - 7 til Horne ved pausen. En stærkt skydende Lone Rubæk opdagede midt i anden halvleg, at Horne forsvaret ikke var til sinds at genere hende, når hun gik op på distancen og fyrede løs. Og så bragede hun løs, så Louise Espersen i Horne-målet, der ellers í første halvleg havde været stærkt medvirkende til at sikre Horne pauseføringen, blev helt modløs. I slutfasen skiftede Tonni Kjær derfor klogeligt Birgitte Høeg ind. Hun snuppede straks et straffekast og dæmpede i det hele taget Lone Rubæks skydelyst så meget, at udeholdets topscorer nøjedes med at score ialt 12 mål. Med Winnie Oddershede siddende udenfor, stillede hjemmeholdet med en smal trup, og der blev trukket lange veksler på flere af de rutinerede kræfter. Men til forskel fra de seneste sæsoner holdt hele holdet standarden gennem hele kampen. Det sidste kvarters manglende scoringer skyldtes tilsyneladende mere det opskruede tempo og uheld i de afgørende afslutninger end egentlig træthed. Sådan virkede det i hvert fald udefra. Ærgerligt, at kampen ikke gav fuldt udbytte, men alt i alt en lovende hjemmepremiere. Målscorere for Horne: Åse Christensen 7, Helen Jensen 4, Jette Sørensen 4, Tove Christensen 3, Pia Holstein 1, Helle Didrichsen 1, og Bodil Christensen 1.