Ren Augo-effekt

Anføreren var, ifølge NORDJYSKEs reportere, AaB’s bedste spiller i efteråret

Thomas Augustinussen var bedste AaB'er i efteråret. <i>Grete Dahl</i>

Thomas Augustinussen var bedste AaB'er i efteråret. Grete Dahl

AALBORG:Der er blevet talt og skrevet meget om Augo-effekten. Altså den der med, at AaB taber når Thomas Augustinussen ikke er med, men omvendt triumferer, når den lange anfører er til disposition. Lad os dokumentere det her; ”Augo”-effekten findes.

I de ti af efterårets kampe, hvor Augustinussen har været fit og spillet alle 90 minutter, har AaB vundet de syv, spillet to uafgjort og blot tabt til FC København i Parken. Når AaB’s nummer ni har siddet på tribunen, har nordjyderne blot vundet én og tabt fire kampe.

- Det kan være tilfældigt, men der er nok lidt i det. Det er da dejligt, at vi kan vinde, når jeg er med, men jeg er da også glad for, at gutterne mod Horsens for nylig trods alt kunne vinde uden mig, siger Thomas Augustinussen.

Han har været stærk i efteråret. Så stærk, at han opretholder det højeste gennemsnit per kamp udfra de bolde, som NORDJYSKE udsendte reportere traditionelt honorerer spillerne med efter hver kamp for indsatsen.

- Jeg synes også selv, at jeg har haft et godt efterår, hvor jeg har fået løftet mit spil i forhold til det første halvandet år efter, jeg kom hjem fra Østrig.

”Augo-effekten” er en spøjs størrelse, fordi den netop understreger vigtigheden af, at man har dygtige balancespillere på midten af banen. I 90’erne huserede Lars Thomsen centralt. Han var i lang tid AaB-tilhængernes yndlingsaversion, og han blev buhet ud på Aalborg Stadion. Da publikum og pressen opdagede, at AaB altid tabte, når han ikke var med, blev tonen ændret. Nu blev Lars Thomsen pludselig hyldet og hædret med tilnavnet ”Kosten” for sin evne til at rydde op. En tilsvarende balancespiller er Thomas Augustinussen. Han er cementen, der kitter AaB’s murværk sammen. Duelparat, ydmyg og arbejdsom. Uden glimmer og glamour, men pokkers effektiv.

- Det er da dejligt at høre, at man gør noget godt. Med vores unge holdsammensætning er det utroligt vigtigt, at vi har nogle få gamle og rutinerede spillere, der tager noget ansvar og har styring på nogle ting. Würtz og jeg prøver at holde sammen på det inde centralt, konstaterer ”Augo”, inden han beskedent tilføjer, at det altså ER svært at tale så rosende om sig selv

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.