Ren by til konfirmation

Borgerforening gjorde rent

TÅRS:Næste weekend står Tårs by ren og flagpyntet til konfirmanderne og deres gæster. Det med renheden sørgede 25-30 borgere for lørdag. Borgerforeningen havde opfordret alle interesserede til lidt frivilligt arbejde. Gert Storgaard og Kirsten Storgaard fik en rute ved butikscentret og Guldregnvej. Det gav to sorte affaldssække og bagklædningen til et tv-apparat. - Der er masser af flasker og cigaretskod. Folk tømmer åbenbart bilens askebæger ud på parkeringspladsen, siger Kirsten Storgaard. De gæve hjælpere slæbte sække og affald til bypladsen, hvor borgerforeningen bød på en vand, øl og en pølse med brød. Ved pladsen var Poul Andersen klar til at køre med trailer nummer to. Den var helt fyldt op. Men der skulle hentes endnu flere sække fra depoter i byen. Der var derfor ikke mange roser til de "vejsvin", der har forsynet Tårs med et udvalg af dåser, flasker, pølsebakker og sågar McDonaldsemballage.