Fødevarer

Ren hygge og et solidt køkken

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kalvefilét med kogte kartofler og choronsauce. En dansk ret, der med gode råvarer og velafbalanceret tilbehør udgør et velsmagende hovedmåltid.

Fjerritslev er den nærmeste rigtige by, og Klim Bjerg er bestemt ikke et sted, man lige tilfældigt kommer forbi på køreturen - medmindre altså, at man er klar til at forlade de lidt større veje. Køreturen kræver et par gode sving, og jeg tror helt sikkert, at det er den lokale befolkning, der er bedst bekendt med Restaurant Klim Bjerg. Men stedet er absolut et besøg værd - også selvom det kræver et par tilbagelagte kilometer. Da vi ankom til Hotel & Restaurant Klim Bjerg, fandt vi ret hurtigt et sted at hænge overtøjet, og vi fandt også ud af, hvilke af de forskellige lokaler, der var den egentlige restaurant. Der var ingen ansatte at se, så det var sådan lidt på egen hånd, at vi nåede ind i restauranten, men den manglende betjening skulle senere vise sig at have en god forklaring. Inde i den forholdsvis store restaurant, blev vi mødt af en ikke helt ung mand, der venligt viste os ned til bordet og overrakte spisekortene. Der var glimt i øjet på tjeneren, og stemningen var meget uformel, men til gengæld rigtig hyggelig - lidt ligesom på en gammel kro. Der var dansk mad på menuen, men spisekortenes indhold var temmelig beskedent. Beskedent menukort Sommersæsonen var tydeligvis overstået, og der var ikke frygteligt meget at vælge imellem. To forretter, seks hovedretter, hvoraf de tre var fisk samt fem desserter. Til børnene var der fem muligheder for hovedret samt en enkelt isdessert. Vi studerede de forskellige valgmuligheder og fandt ret hurtigt frem til to menusammensætninger. Forretternes fordeling gav sig selv, eftersom der jo kun var to muligheder på kortet, og min medspiser valgte kalkunbryst, mens jeg selv snuppede en klassisk rejecocktail. Begge dele blev serveret ganske kort tid efter og smagte udmærket. Kalkunforretten bestod af nogle skiver kold, røget kalkunbryst, der var anrettet med forskellige grøntsager, cherrytomater, flotte appelsinskiver, en næsten lysende rød frugtgelé samt et drys pinjekerner. Det var ikke en prangende anretning, men portionens størrelse og smagen fejlede bestemt ingenting. Det samme gjorde sig gældende for rejecokctailen, der blev serveret efter de klassiske principper med salat i bunden, en cremet dressing og så rejer - masser af rejer. De fine små skaldyr var bestemt fyldt på med rund hånd, og derudover var der både citron og lime samt kaviar til at give det sidste pift - det var en rejecocktail et godt stykke over middel. Dertil fik vi et glas af husets hvidvin, der bestemt levede op til maden på tallerkenerne og den beskedne pris på 35 kr. Velsmagende Så blev der tid til hovedretterne, der var en flot prøve på traditionel dansk mad løftet op på et lidt højere niveau. Min ledsager havde valgt en fransk beuf, der blev serveret på en bund af grønne bønner og små baconstykker. Desuden bød retten på asparges, en ovnbagt tomat, virkeligt lækre pomfrittes samt en fyldig bearnaisesauce. Det så rigtigt indbydende ud, og oplevelsen blev endnu bedre, da der blev smagt på herlighederne. Kødet var mørt og pænt stegt, og grøntsagerne var kun let kogte og havde derfor en sprød karakter og masser af smag. Pomfritterne var af en sjælden kvalitet, og de små kartoffelstænger havde en fast konsistens samt en usædvanlig sprød overflade - det var tydeligvis en god og ren olie, de havde badet i. Kalvefiléten var også af en rigtig god kvalitet. Den blev ligeledes serveret på en bund af friskkogte grønne bønner og små stykker bacon, hvorpå to store stykker kød var placeret. Filéten var mør men desværre en anelse for gennemstegt, og var jeg blevet spurgt efter, hvordan jeg gerne ville have den, havde jeg nok valgt den røde version. Ovenpå kødet var der yderligere tilbehør bestående af forårsløg og let kogte asparges med masser af bid, og ved siden fandtes en bagt tomat og masser af almindelige hvide kartolfler, der var kogt, præcis som den slags bør. Endelig var der hældt en velsmagende choron-sauce godt ud på tallerkenen, og den satte prikken over i’et på en rigtig god hovedret. I glassene fik vi en fransk La Croix de St-George fra St. Emilion til 198 kr., der med sin kraftige og fyldige karakter gjorde sig særdeles godt til den franske beuf og også flankerede kalvefiléten ganske udmærket. Alt i alt var det lækre og velsmagende hovedretter, og det var tydeligt, at på Klim Bjerg ved man, hvordan man får det bedste ud af, hvad der umiddelbart kunne lyde som halvkedelige danske retter - det var bestemt rigtig god mad. Dejlig kvark-kage Til dessert fik min medspiser serveret en isdessert, der bød på fire forskellige slags is pyntet med både jord-, hind-, og brombær samt en skive melon, flødeskum og lidt chokolade. Det var en lækker is, og portionen var af en meget passende størrelse. Jeg selv var af tjeneren blevet anbefalet et stykke kvark-kage, og efter at have sat gaflen i den, var der ingen tvivl om, at kagen bestemt levede op til anbefalingen. Det var en solidt stykke, men blandingen af både søde og friske smagsindtryk gjorde, at kagen ikke faldt for tungt i maven - en værdig afslutning på en godt sammensat menu. Ingen ansatte Og så kom regningen. Den var egentlig ikke specielt interessant i sig selv, men da tjeneren kom med den, havde han for alvor fået smurt snakketøjet. Under vores middag havde han løbende fornøjet os med små lune bemærkninger, men nu var der tid til en mere fyldig historie, der gav hele oplevelsen et ekstra nyk. Det viste sig nemlig, at han selv og hans kone havde startet Klim Bjerg op helt tilbage i 1970, hvor stedet hverken havde lys eller vand, men alligevel blev det da snart til et lille cafeteria. En dag var der imidlertid et hold københavnere på besøg, og de havde sagt, at stedet absolut ikke kunne betegnes som et cafeteria, eftersom maden bestemt var en restaurant værdig. Og sådan blev det; skiltet blev skiftet ud med RESTAURANT, og siden er der blevet udvidet så kraftigt, at der nu både er restauranten, selskabslokaler, konferencerum samt 28 værelser - alt sammen bygget op i løbet af de 37 år, parret nu har drevet butikken. Det mest imponerende er, at der i det daglige ikke er nogen ansatte, og dér fik vi altså forklaringen på, at vi ikke umiddelbart blev mødt af masser af personale, da vi trådte ind i lokalerne. Men denne form for drift har absolut sin charme, og det er en noget anden oplevelse, der venter, når man besøger sådan et spisested. Vi følte os virkelig velkomne, og når alt foregår i et stille og roligt tempo, og værten har tid til at gå at snakke med samtlige gæster, virker man ikke blot som kunder i en butik - men som en gæst, der skal sikres den bedst mulige oplevelse. Fuld valuta Sammenlagt tøver jeg ikke med at give Klim Bjerg tre velfortjente galfer. Maden var absolut velsmagende, fint anrettet og lavet på gode råvarer, vinkortet ganske bredt med kældervine op til 558 kr., og den lune og hyggelige stemning i restauranten gjorde middagen til en lidt anderledes og rigtig god oplevelse. Største minus var det begrænsede udvalg i menukortet, men en forretning af den type er selvsagt nødt til at tage forbehold for sæsonen og antallet af gæster for at kunne bevare en god kvalitet og et fornuftigt prisleje. Og med en samlet regning på 703 kr. for to personer, der har spist godt og drukket vin til, må man sige, at der har været fuld valuta for pengene. Jeg ville nyde at vende tilbage i højsæsonen og se, hvad det hyggelige par så har på menukortet. peter.richardt@nordjyske.dk Foto: Martin Damgårdmartin.damgaard@nordjyske.dk