EMNER

Ren retorik

KONSERVATIVE:Siden jeg blev valgt til Folketinget i 2005, har jeg været EU-ordfører for Dansk Folkeparti. Det har til tider været en ensom oplevelse i Europaudvalget, hvor det store flertal af partier møde for møde åbner for stadig flere områder, hvor EU skal bestemme og hvor Folketinget blot skal agere stempelkontor. Det er derfor glædeligt, at De Konservative nu melder ud, at de vil føre en mere EU-kritisk linje. Men hvad ligger der egentlig heri? Er det en erkendelse af, at man fejlede, da man snorksov sig igennem forhandlingerne om opholdsdirektivet og de regler, der har tilsidesat den danske udlændingepolitik? Næppe – for syvsoveren, Bendt Bendtsen, er ikke just blevet sat ud på et sidespor af den nye konservative leder. Han er tværtimod blevet stillet i spidsen for partiets EU-politik og skal til næste år være spidskandidat og efterfølgende medlem af Europaparlamentet for partiet. Hvordan kan man på den ene side gøre op med fortidens EU-synder – og samtidig sætte de største syndere i spidsen for partiets EU-politik? Det hænger ikke sammen. Ligeså lidt hænger det sammen, når Lene Espersen nævner landbrugspolitikken som et eksempel, hvor man vil være mere kritisk. I debat på debat har partiets ordførere i Folketingssalen slået fast, at man vil afvikle landbrugsstøtten. Det vil resten af Folketingets partier i øvrigt også. Så hvori består den nye linje? Hvor er den nye realisme i, at man nu – fortsat – vil arbejde imod landbrugsstøtten. Betyder det, at man på linje med DF fremover vil stemme imod Kommissionens budgetter i Europaparlamentet? Det er den eneste måde at demonstrere klar modstand mod dette spild af penge. Men et hurtigt tjek af, hvordan de konservative har stemt her, vidner om, at man både har støttet budgettet – og i øvrigt også stigningerne i støtten. Så hvor er det nye? Hvis vi altså ser bort fra retorikken…