EMNER

Ren sex

Margrethe Dahl er regelmæssig gæst i swingerklubben i Aalborg. Hun er ikke ude på at score en kæreste, hun kommer kun for at få stillet sit begær efter sex

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

BEGÆR: Margrethe Dahl er regelmæssig gæst i swingerklubben i Aalborg. Hun er ikke ude på at score en kæreste, hun kommer udelukkende for at få stillet sit begær efter sex.

Advarsel. Denne artikel ikke er ikke skrevet for romantikere eller sarte sjæle. Denne artikel handler kun om begær efter rå sex og intet andet. Her i swingerklubben Lounge No. 2 i Vejgård tæt på Aalborgs centrum skal man ikke gøre sig håb om hverken romantik eller stram moral. Her bliver hverken diskuteret kærlighed, synd, skyld eller skam. Her er ikke plads til skepsis eller fordomme. Her bliver talt lige ud af sexlivets veje eller vildveje. - Mit begær efter sex ligger nok et stykke over gennemsnittet. Sådan har det bare altid været for mig, fortæller Margrethe Dahl, der har været fast besøgende medlem i Lounge No. 2 de seneste fire år. Det er mandag eftermiddag, og der er stadig stille i baren, der også fungerer som reception for nye gæster. Her hænger lidt frække billeder på væggene, og der lugter en lille bitte smule af soveværelse. Ellers ligner det et hvilket som helst rent og ordentligt venteværelse hos en tandlæge. I baren sælges dog hverken tandbørster eller sukkerfrit tyggegummi, her kan man købe drinks med navne som Lemon Kiss og Pisang Ball, og man kan låne en pisk til at tage med oven på i S/M rummet. Vi nøjes med kaffe. Lounge No. 1 i København og Lounge No. 2 her i Vejgård har tilsammen 3000 medlemmer. Margrethe og de øvrige medlemmer kalder sig selv for swingere. ”En swinger, er en person, der færdes i en klub, hvor man bytter seksuelle partnere på kryds og tværs. En swinger, er et fordomsfrit menneske, der ønsker at udleve sine lyster med og foran andre mennesker og se sine eventuelle partnere gøre det samme”. Sådan bliver det forklaret på swingerguiden.dk. - Det er ikke for sarte sjæle, forklarer den 32-årige Margrethe, der er single og først og fremmest ser sine besøg i swingerklubben som en praktisk foranstaltning, når hun nu ikke har en kæreste. Hemmeligheder - Det er en bedre løsning for mig at komme her, end det er at kaste mig ud i nattelivet i byen for at score en fyr, som jeg kan have sex med. Det er langt mere sikkert at være her under beskyttede forhold. Her kender alle præmissen, vi leder ikke efter nye kærester og kærlighed, understreger hun, og alle vil være overbeviste om at Margrethe ikke kommer af nød. Hun er udadvendt, tiltalende, glad og charmerende - hun kunne score hvor som helst. - Du kan sagtens skrive, at jeg overtræder det 10. bud ved at begære min næstes mand, for det gør jeg. Men det er altså kun seksuelt, fastslår Margrethe Dahl. Hun har et afslappet forholdt, ikke bare til det hun selv kalder sit ekstreme behov for sex, men også til det at stå frem. - Jeg har ikke noget at skjule, siger hun. Jeg synes, at det er naturligt og godt at komme her. Det forholder sig anderledes for swingerparret Søren og Ulla på henholdsvis 46 og 41 år. De vil gerne fortælle om, hvorfor de to gange om ugen forlader deres tre teenagebørn for at begære andre end hinanden. - Men vi vil ikke stå frem med navne eller billeder. Det er et tabu at komme her, forklarer Søren. - Jeg vil jo blive betragtet som en gammel gris, hvis jeg fortalte det til kolleger, familie og venner, siger han og tilføjer med et stort selvironisk grin, at han jo også er en gammel gris. - Vi har ikke fortalt det til vores børn. Hvis de opdager det, vil vi selvfølgelig fortælle det og forklare. Lige nu siger vi bare til børnene, at vi tager ind til byen i nogle timer, og det har ikke medført spørgsmål fra deres side, fortæller Søren. - Jeg har faktisk en gang imellem sagt til en kollega, nå, god weekend, vi ses i swingerklubben. Men ingen har taget det seriøst. De tror simpelt hen, at det er løgn. Men det er ikke løgn, at Ulla og Søren synes, at sex er bedre i offentlighed med tilskuere i swingerklubben end hjemme i soveværelset. - Vi er bange for gentagelsen og det monotone. Jeg kunne aldrig få min lyst styret onsdag og lørdag hjemme i dobbeltsengen, siger Ulla. - Det afgørende for os er, at vi begge nyder at blive set på, når vi er sammen. Omvendt nyder vi også at se på de andre. De første mange gange var parret kun sammen med hinanden, men nu inviterer de ofte flere med. - Min favorit er, at se Ulla være sammen med to mænd på en gang, siger Søren. Han afviser, at han nogensinde bliver jaloux. Ulla og Søren afviser også, at de sætter ægteskabet på spil ved at invitere andre ind i det absolut mest intime liv. - Vi har en aftale om, at vi aldrig kysser andre end hinanden. Den grænse fungerer godt for os begge. Vi har også aftalt, at vi altid snakker om, hvad der skete, og hvordan det var, når vi er hjemme igen. Det er vigtigt, at der ikke er noget usagt imellem os, supplerer de hinanden. De fortæller, hvor nervøse de var, da de kom i klubben for første gang for to år siden. - Vi mødte faktisk Margrethe hernede første gang, og hun viste os rundt, inden vi tog os sammen og smed tøjet. Respekt for grænser En rundvisning indledes lige bag første sorte gardin. Går man lige ud kommer man ind i et bur med en gynge, hvor det er meget populært for mænd at spænde deres kvinder fast, så alle kan se alt. - Men alt går efter frivillighedens princip. Ingen bliver tvunget til noget, de ikke selv har lyst til lige bortset fra, at det er obligatorisk at bruge kondom. Man kan sagtens afvise nogen, uden at det bliver taget ilde op. Det kræver stor fornemmelse for, hvad andre har lyst til. De alt for liderlige mænd uden grænser, får ikke en chance her. Her er respekten i højsædet. Dette er den hårfine balance, siger Margrethe. Ved siden af gyngen i buret er en gynækologstol og ved siden af den, finder man en massagebriks. Der er endnu et gardin og en kæmpe seng i rødt velour, hvor der er plads til flere par. Ved siden af står en briks, hvor folk kan sidde og kigge. Klubben byder også på en spa, og på 1. sal kan man blandt andet finde et velassorteret s/m rum med blandt andet kroge i loftet og en foret guillotine. - Der er plads til omkring 20 mennesker ad gangen i klubben. Hvis der er flere, bliver det for trangt og for meget, siger Margrethe. Det er vigtigt for både Ulla, Søren og Margrethe, at de ikke dyrker faste partnere i klubben. - Så kan det let blive for personligt, siger Ulla. Hun og Søren passer i særdeleshed på ikke at engagere sig personligt. De er enige om ikke at have en forventning til hvem, der er i klubben, når de kommer. - Man skal på den ene side have sympati for folk, på den anden side ikke blive for involveret. Når vi falder i snak med folk hernede med henblik på at have sex med dem, taler vi uforpligtende om klubben, kaffen og indretningen. Vi taler ikke om personlige ting som børn, svigermødre og arbejde, siger Ulla. Ulla og Søren er meget afklarede og meget åbne i forhold til at dyrke sex med andre i klubben. Omvendt var det for Margrethe, da hun kom i klubben første gang og havde sin daværende kæreste med. Dengang var det udelukket for hende, at de skulle have andre med i forholdet. - Jeg ved godt, at jeg siger, at det ikke er personligt, det er kun sex. Jeg synes, at det var svært. Vi havde ikke været kærester så længe, og det kræver virkelig et sundt og tillidsfuldt forhold at komme her. Vores parforhold var for skrøbeligt, selv om vi dog nåede at være kærester i to år, fortæller Margrethe. I dag går hun mere direkte til værks og beskriver, hvordan hun nyder lydene og i det hele taget bruger alle sin sanser. Her har mænd med s/m lyst og en kone derhjemme, der ikke har lyst til den fornøjelse, mulighed for at komme og få et par slag. - Og hvad er der galt med det? spørger Ulla, Søren og Margrethe næsten samstemmende. - Det bedste her er adrenalin-kicket ved, at der kan ske noget uventet. Du ved ikke, hvem du skal være sammen med, og du ved ikke, hvad der venter dig. Det er spændingen, der er det fedeste, siger Margrethe Dahl. Hun mener dog, at der bliver leget med ilden her. - Jeg er altid bevidst om at holde afstand – aldrig involvere sig. Hvis jeg skal have en kæreste, vil jeg aldrig lede i en swingerklub, siger Margrethe Dahl. - Min bedste veninde er vildt forarget over, at jeg kommer her. Det forstår jeg måske godt, men jeg trives med det og er ikke flov over det. Vel begærer jeg min næstes mand, men det er altså kun et par timer ad gangen.