René Toft og Kiel sikrer gyserfinale i tysk titelkamp

Kiel sejrede søndag klart i Bundesligaen og ligger á point med Rhein-Neckar Löwen inden sidste spilledag.

18. maj 2014 19:18

Der er lagt op til en ren gyserafslutning, når det tyske mesterskab i håndbold skal afgøres på lørdag. Enten Kiel eller Rhein-Neckar Löwen vinder Bundesliga-guldet.

Søndag sørgede Kiel for at holde spændingen intakt, da nordtyskerne på udebane sejrede sikkert med 35-21 over TuS N-Lübbecke efter 15-11 ved pausen.

Selv om Kiel reelt sikrede sig sejren tidligt i kampen, måtte holdet fortsætte sin jagt på at udbygge sejren, da det sandsynligvis bliver målscoren, der bliver afgørende på sidste spilledag. Det lykkedes, da holdet øgede føringen til det sidste.

Kiel endte med at vinde med 14 overskydende mål, og det medvirkede René Toft Hansen blandt andet til ved at score fire mål.

Dermed har både Kiel og Niklas Landins Rhein-Neckar Löwen 57 point inden den sidste spillerunde, men Rhein-Neckar Löwen har fordelen af at have den bedste målscore. Den er syv mål bedre i forhold til Kiel. Så for begge hold venter en måljagt i den afgørende runde.

I den sidste spillerunde skal Kiel møde Füchse Berlin på hjemmebane, mens Rhein-Neckar Löwen gæster Gummersbach.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...