Graviditet

Rend os i kernefamilien

Bøsser, lesbiske, enlige - alle vil have børn. Alternative familier fortæller i en ny bog om deres glæder og sorger

Filminstruktøren Christian Braad Thomsen lavede engang en film med titlen: Drømme støjer ikke, når de dør. Det passer ikke helt. Nogle støjer ganske gevaldigt. For eksempel drømmen om kernefamilien, der skal vare hele livet. Mange af os har indset, at den ikke holdt. At projekt mor, far og børn, ikke levede op til forventningen. At vi knækkede halsen og knækkede familien midt over. Nogle starter på en frisk med en dine-mine-og-vores-børn-familie, krydser fingre og håber, at det går denne gang. Skilsmisser er vi ved at vænne os til, og bare de er lykkelige, så går det nok. Men lykkelige skilsmisser findes de, og hvorfor skal de partout være lykkelige? Kan de ikke bare være i orden eller okay? Men vi vil åbenbart være lykkelige i familien såvel som i skilsmissen. Og det er måske derfor, det ofte går så galt. For hvad er lykken andet end en udefinerlig størrelse, der i heldigste fald kan ramme os to minutter ad gangen et par gange om året. Men hver dag, hele livet - vås, indbildning. Det er da heller ikke udstilling af lykken, man skal vente at finde hos de 16 mennesker, som journalisten Pernille Stensgaard har interviewet. Alle er de mænd og kvinder, der har vinket farvel til den traditionelle kernefamilie og indrettet sig på andre måder. Her er frivillige enlige mødre med adoptiv- eller donorbørn, venne-familier, bøsser og lesbiske, der har børn sammen og sammebragte familier i et utal af konstellationer. Og nu vil hele bekymringsindustrien nok allerede begynde at støje og holde fast i kernefamiliedrømmen. Men slap af og læs bogen med et åbent sind. Verden er i bevægelse, og som 35-årige Christina, der venter sit første adoptivbarn, som hun skal være alene om at opdrage, siger: Når man først har opgivet de traditionelle rammer og familiedrømme, hold kæft, hvor er der så meget, der kan lade sig gøre. Spørg os Ingen af de interviewede foregiver, at de har fundet de vises sten. At de er gået ind i en problemfri zone. De er ikke blevet fundamentalister i deres anderledeshed, og det er befriende. Som der er problemer og glæder ved at leve i en traditionel kernefamilie, er der problemer og glæder ved at leve i en ikke-kernefamilie. Men umuligt, håbløst, farligt for børnene? Næppe! Med mindre de voksne er idioter - og de findes som bekendt også i kernefamilien. At være barn og vokse op hos to lesbiske kvinder eller to bøsser anser nogle for at være begyndelsen på en lang nedtur, der ender direkte i det sorte helvede. Og i værste fald bliver barnet selv lesbisk eller bøsse, puha, da. Men det er og bliver forestillinger. Der er intet belæg for, at seksuel orientering går i social arv. I så fald ville der jo heller ikke være så mange bøsser og lesbiske, der er vokset op hos heteroseksuelle par. 20-årige Fridda Flensted-Jensen er vokset op hos to lesbiske kvinder, og hun siger: Politikerne bekymrer sig om de forkerte børn, for vi lever i kærlige hjem hos forældre, der virkelig gerne ville have os. Ofte har det irriteret mig ved debatten, at ingen taler med de lesbiskes børn - der er masser af os, der er blevet voksne. Hvis folk ikke engang har tænkt sig at spørge os, hvad skal de så blande sig for? Jeg bliver ret træt af det, når jeg sidder derhjemme og ikke synes, jeg kunne have haft et bedre liv. Hvad har vi krav på? Der er masser af eksempler på, hvor fint alternative livsformer kan gribes an, men der er også eksempler, som får nakkehårene til at rejse sig. Blandt andet om en bøsse, der fungerede som donor for et par lesbiske kvinder. Aftalen var angiveligt, at han skulle spille en rolle som far i barnets liv, men i stedet blev han manøvreret ud på et sidespor - koldt og kynisk. En historie som folk, der går i donortanker, kan blive klog af at læse. Og så er der de sammenbragte familier. To familier i én. Nanne på 40 år fortæller, hvordan det er at leve med sin kæreste og deres barn og hans søn og datter fra et tidligere ægteskab, der pendler mellem deres biologiske mor og faren. Jeg troede, det ville være harmonisk og enkelt at flytte sammen med min mand og hans to børn. At min sædvanlige entusiasme ville bære den nye familie igennem til succes, for det plejer jeg at komme langt på. Der var bare lige et par ting, jeg ikke kunne gennemskue. Og så kom alle de klassiske problemer, som mange sammenbragte familier kender: Jalousien: Kan han nu bedre lide de børn, han har med den anden, end dem, han har med mig? Og problemer med eks-konen. I sammenbragte familier er der mange sårede mennesker: De oprindelige ægtefæller, der ikke kunne finde ud af det. Børnene. Bedsteforældre, der er nervøse for, hvad der nu skal ske. Det er svært for en ny at gøre det godt nok. Derfor er min mand også mere pylret med sine første børn end med den, der er herhjemme. Summa summarum: Der findes ingen opskrift på, hvordan man bliver et lykkeligt og harmonisk menneske. Hverken som forælder, opdrager eller som barn. Der debatteres, der lovgives, og der bliver flere og flere spørgsmål at tage stilling til: Hvem må få børn, og hvem må ikke? Der går ikke en dag uden heftig debat om en flig af dette enorme område: Har et barn krav på både en far og en mor? Har et barn krav på at vide, hvem dets biologiske far er? Hvis ja, så flygter sæddonorerne, og hvad så med de barnløse? Hvis nej, så kender barnet ikke halvdelen af sin genetiske historie, og hvad så med dets identitet? Skal enlige kvinder tvinges til at opgive navnet på barnefaderen? Må lesbiske blive insemineret? Må enlige? Må bøsser adoptere? Må enlige mænd adoptere? Hvorfor skal det koste 100.000 kroner at adoptere og ikke en øre at blive insemineret? Disse spørgsmål stiller Pernille Steensgaard. Svar får vi ikke - men indsigt. Pernille Stensgaard Mor, Børn Og Far - 16 interviews med ikke-kernefamilier. 176 s., 199 s. (Gyldendal)