Rendez-Vous klar til genåbning

John Stellan tager over

Aalborg 5. september 2002 08:00

MIDTBYEN: Efter to ugers lukning er der udsigt til, at et af Jomfru Ane Gades ældste steder genåbner i morgen. Det bliver med restauratør John Stellan Madsen i spidsen, og han får dermed comeback i Gaden, efter at han for et par år siden solgte L. A. Bar. - Vi får først nøglerne til Rendez-Vous i dag, torsdag, og selv om der ikke er megen tid, håber vi på at kunne genåbne fredag aften, siger John Stellan Madsen. Han tilføjer, at det dog ikke kan nå at blive i den form og stand, som han helst ville, men nu handler det først og fremmest om at få stedet op i omdrejninger igen. - Til gengæld regner jeg med, at vi til januar vil lave en totalrenovering, så Rendez-Vous bliver helt opdateret og moderne. Men navnet bliver det samme, for det har været en del af Gaden siden 1984, siger John Stellan Madsen, som ikke just har været arbejdsløs, selv om han for et par år siden afhændede L. A. Bar. I mellemtiden har han drevet L. A. Bar i Skagen og diskotek Peter Wessel i Blokhus, men har mod på et comeback i Gaden. Det er restauratør Søren Andreasen, der har lejemålet på den ejendom, som Rendez-Vous er en del af, og han og John Stellan Madsen har kendt hinanden godt gennem flere år. Det er tildels forklaringen på, at Søren Andreasen har valgt John Stellan Madsen som ny forpagter af Rendez-Vous. Gadens gamle sted har senest været drevet af et anpartsselskab, som efter en periode med økonomiske problemer blev erklæret konkurs ved et møde i skifteretten for to uger siden. Søren Andreasen siger, at konkursen efter hans vurdering ikke var resultatet af, at gæsterne var blevet trætte af stedet og svigtede. Ved konkursen lå omsætningen fortsat i et fornuftigt leje i forhold til, hvordan omsætningen har været gennem en årrække.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...