Rendyrket julenostalgi

EMNER 13. december 2002 07:00

HORSENS: Nissetorv, Rensdyrstien, Pebernøddeplads ... joh, den får ikke for lidt i Horsens, hvor handelsstandsforeningen og kommunen i fællesskab har etableret en hel, lille juleby på et af byens torve. Her står 23 rødmalede træhytter placeret således, at de danner deres helt eget lille samfund i Horsens. Inde i hytterne står nisserne og sælger alskens gode julesager, som ikke kan købes i byens øvrige butikker. Her kan købes træskåle, hjemmelavede futsko, alskens julepynt, friskpustede julekugler til træet, slik og andre gode sager, som kan smelte ethvert juletændt barnehjerte. Og netop barnehjerter var der masser af, da en delegation fra Hjørring besøgte julebyen forleden. Børnene løb rundt mellem hytterne og hyggede sig, mens tre skuespillere agerede nisser i en form, som ikke er set i Hjørring - endnu. De tre nisser trippede rundt i træsko og var både søde og håndsky - ikke noget med at de ville i kontakt med hverken store eller små. Kom børnene for tæt på eller ville en voksen tage et billede at de søde nisser, løb de hvinende af skræk væk fra stedet. Og kunne alligevel ikke lade være med at kigge forskræmt frem bag det nærmeste hushjørne, når først de var kommet i sikkerhed. Julebyen blev opstillet første gang i 2001 og blev så stor en succes, at Horsens ikke har tænkt sig at slippe den foreløbig. I hytterne kan folk med lyster i den retning leje sig ind for en periode for at sælge, hvad de nu måtte have lyst til - bare det har kvalitet, ikke konkurrerer med byens butikker og i øvrigt har noget med jul at gøre. Julebyens størrelse er tilpas stor til, at den virkelig er en lille by i byen, og selvom det lyder som en kliché, var julestemningen, sådan som vi voksne ynder at forestille os, at den var i "de gode, gamle dage, hvor farfar var ung".

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...