Skolevæsen

Rengøring i højt humør

SÆBY:Efter en lang uge på jobbet er det rart at slappe af, gå en tur i skoven eller besøge vennerne. Når det er weekend, tænker de færreste på, at der også skal gøres rent på børnenes skole. Det må andre tage sig af. Men sådan er det ikke altid for forældre til børn på Sæby Privatskole. To gange om året må de trække i arbejdstøjet og gøre skolen ren fra kælder til kvist. I går lørdag, var en af de store arbejdsdage, og masser af forældre var mødt frem for at være med. Og de leverede beviset på, at det ikke behøver at være kedeligt at gøre rent. Således var der masser af smil på læberne. - Selvfølgelig handler det om, at der skal gøres hovedrent på skolen. Men vi vil også gerne give forældrene en social oplevelse. Det nære miljø er vigtigt for os, og det er kun positivt, hvis forældrene lærer hinanden at kende, siger skoleleder Gunnar Møller Nielsen. Gårsdagens anstrengelser gik udelukkende på at gøre rent indendøre. Om sommeren skal der også ryddes op udenfor, ligesom legepladsen ses efter og repareres. Og nu bliver nogen måske inponeret over, at forældrene altid møder frem i stort tal. Det er også flot. Men med til historien hører, at det koster 300 kroner at melde afbud.