Aså

Rengøringsfirma konkurs

Brønderslev Kommune vil tage over for 232 borgere, der plejer at få hjælp af firma

Arkivfoto

Arkivfoto

BRØNDERSLEV/ASAA:Når Gurli’s Rengøring & Pleje lukker, skal 232 borgere, der modtager personlig hjælp og praktisk bistand, have ny leverandør. Brønderslev Kommune træder til med øjeblikkelig virkning. Ambitionen er, at alle 232 borgere får den visiterede hjælp efter lukning af Gurli’s Rengøring & Pleje.

Det oplyser Brønderslev Kommune i en pressemeddelelse.

- Brønderslev Kommune har i dag modtaget besked om, at Gurli’s Rengøring & Pleje dags dato kl. 13 har indgivet konkursbegæring. Gurli’s Rengøring & Pleje har en kontrakt med Brønderslev Kommune om at levere hjemmehjælp til borgere i eget hjem.

For at sikre, at alle borgere fortsat modtager den hjælp og pleje, de er visiteret til, vil den kommunale hjemmepleje træde til med øjeblikkelig virkning. Alle 232 borgere, der har modtaget hjælp fra Gurli’s Rengøring & Pleje, vil blive tilbudt hjælp af kommunen, og kan dermed være trygge ved, at de fortsat vil modtage den hjælp, de er visiteret til. Brønderslev Kommune er vant til løbende at tage imod nye borgere i hjemmeplejen, men i den aktuelle situation er der tale om en pludselig overtagelse af et stort antal borgere.

- Vores ambition er, at alle 232 borgere fortsat får den hjælp de er visiteret til, når Gurli’s Rengøring & Pleje lukker. Jeg håber også på forståelse hos borgerne, idet vi ikke kan garantere at alle borgere de første dage får præcis den hjælp, som de har været vant til, udtaler Gitte Krogh (V), formand for ældreomsorgsudvalget.

Brønderslev Kommune prioriterer i første omgang at sikre borgere, der er visiteret til personlig pleje, sygepleje og nødkald. Borgere, der modtager rengøring, tøjvask m.v., prioriteres efterfølgende. Brønderslev Kommune er i øjeblikket i gang med at skaffe sig oplysninger om, hvordan Gurli’s Rengøring & Pleje har håndteret opgaverne i praksis. Indtil der er fuldt overblik herover, kan der opstå forsinkelser i levering af ydelser til borgerne.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.