Nørresundby

Rengøringskomet blæser på branche-traditionerne

Da Pia og Mikkel Thrane åbnede Thrane Erhvervsrengøring i 2005, var der ingen af dem, der havde drømt om, at firmaet efter seks år ville have flere end 50 medarbejdere.

Pia og Mikkel Thrane gør ikke tingene, som man plejer.

Pia og Mikkel Thrane gør ikke tingene, som man plejer.

- Hemmeligheden er en anderledes tilgang til branchens udfordringer, fastslår medejer Mikkel Thrane. Den oprindelige vision for virksomheden var præget af en god portion nordjysk beskedenhed, men nu, seks år senere, er Thrane Erhvervsrengøring blandt andet udnævnt til gazellevirksomhed af dagbladet Børsen og har vundet en regional iværksætterpris. - Det er gået meget hurtigere end vi havde regnet med, siger Mikkel Thrane. Han tilskriver virksomhedens stejle vækstkurve en ny og anderledes tilgang til erhvervet: - En tilbagevendende udfordring i vores fag er hyppige udskiftninger i medarbejderstaben, hvilket betyder ustabilitet og varierende kvalitet i arbejdet, forklarer han. - Det problem er vi kommet til livs ved at fokusere på især tre kerneområder: kvalitetskontrol, stabilitet i medarbejderstaben og en tæt relation til kunden, siger Mikkel Thrane. Det sidstnævnte sikres ved, at kunderne altid kan få fat i den daglige leder, Pia Thrane, og det betyder, at kunden oplever en større interesse for sin henvendelse. Kombineret med en systematiseret kvalitetskontrol er det ifølge Mikkel Thrane nøglen til virksomhedens succes. Det bekræftes af firmaets kunder, eksempelvis økonomichef Per Madsen fra Schmolz+Bickenbach A/S i Nørresundby: - Sammenlignet med mine erfaringer med andre rengøringsfirmaer udgør kvalitetskontrollen en afgørende faktor i forhold til at bevare det gode samarbejde på længere sigt, siger han.