EMNER

Rengøringsmiddel endte i letmælken

HOBRO:En ventil, der ikke holdt helt tæt, var skyld i, at 5100 liter økologisk letmælk blev blandet med rengøringsmiddel på Arla Foods mejeri i Hobro, og derfor måtte trækkes tilbage fra butikkerne onsdag. - Der er nu sat en ekstra spærring på, så det ikke kan ske igen, siger Arlas pressechef Louis Illum Honoré. Mælken har en afsmag, der kan minde om en prikken på tungen, men er ikke farlig at drikke. Arla har da heller ikke fået meldinger om forbrugere, der er blevet dårlige efter at have drukket af den rengøringsmiddel-inficerede letmælk. Mejerikoncernen havde i går endnu ikke noget overblik over, hvor mange kartoner letmælk der er sendt retur fra butikker og forbrugere. /ritzau/