Trafikpolitik

Renhedens snavsede orden

En civilisation kan måles på dens skidt og skyggesider.

Et helt igennem rent samfund virker suspekt, ja nærmest som om der bruges mange kræfter på at fortrænge noget centralt, der faktisk er med til at definere samfundet, civilisationen. Jo finere civilisation, desto større og mere komplekst kloaksystem. Aalborg har i flere år arbejdet på at bevare sin status og sit ry som en ren by. Alle de udenlandske gæster, jeg har beværtet gennem årene, har samstemmende udbrudt, at der er fantastisk rent i Aalborg! Og det skal der naturligvis blive ved med at være. For en ren by er, alt andet lige, mere indbydende og tiltalende, når der skal tjenes penge på at få folk til at gæste Nordens Paris. Derfor er det ikke nogen dårlig ide, som Håndværkerforeningen og P-kontrol Nord er kommet med: Miljøobservatører til kamp mod skidtet og til kamp for byens adelsmærke. Det giver også mening, at en kulturinstitution (som Håndværkermuseet) er interesseret i at have rene omgivelser for at tiltrække besøgende, eller som et minimum at have nogle respektable og relativt rene omgivelser. Jeg har tilbragt en del af min barndom i området omkring Vesterbro i Aalborg. Jeg har leget i Kattesundet før der var noget der hed 1000Fryd og Fitness World. Jeg har set, hvordan mørke baggårde med cykelskure og stilstoppede kloakdæksler er blevet omdannet til lyse ejerlejligheder og tidssvarende arkitektur. Hvorfor er det nu vigtigt? Måske er det rent symbolsk at renhedens forkæmpere (i skikkelse af håndværkerforeningens formand Svend Aage Stuhr) står og betragter den meget beskidte bagside af Vesterbro, lige over for 1000Fryd i Kattesundet. Et område der er smudsigt i alle ordets medbetydninger: Smadrede flasker, rester fra burgermåltider, gamle aviser, hensmidte bundter af reklamer, flere kvadratmeter husmur dækket af lag-på-lag af tags og anden graffiti, og ikke mindst en dunst af der i weekenderne kan konkurrere med de store festivalers latrinområder og urinalstandere. Jeg ser ingen ide i at forfalde til baggårdsromantik. På den måde er jeg ikke på Skidtets side. Jeg taler heller ikke for, at vi skal have slum-reservater, eller at vi skal udstille snavset og uhumskhederne på museer (hvad vi nu alligevel gør, blot med billeder). Men hvis strategien er at sikrer en renhed, der for det første ikke trækker ned på værdien af boligerne, og ikke afskrækker de oplevelsesgæster, som vi jo skal leve af, skylder vi samtidig at tænke over skidtets betydning. Inden vi begynder af fortrænge det. For et par år siden brugte en tøjforretning netop Kattesundet som baggrund for deres reklamekampagne. De unge modeller i det moderigtige outfit poserede i skidtet, i skyggen af byens bagside. Hensigten var helt sikkert at kommunikere street culture, eller netop et billede af noget paradoksalt urørt og lidt vildt. På en måde blev Kattesundet brugt til at kommunikere en form for råhed men også en form for autenticitet, en ægthed. En vilje til ikke at fortrænge snavset, skidtet og skyggesiderne af byen (og i dette tilfælde ungdomskulturen). I 1980'erne præsenterede idehistorikeren Lars-Henrik Schmidt en række spændende tanker om, hvorfor renlighed og skrubbe-skure-kultur er blevet så centralt for os. I takt med at vores virkelighed og vores tilværelse bliver mere og mere kompleks, stiger vores behov for orden, og vores behov for at kommunikere dette ordensbehov. At give det en form. Det rene samfund kan vi med historisk belæg betegne som et fascistisk samfund. Mennesker der manisk vasker sig efter berøringer, giver vi diagnoser. Og mennesker der finder behag i at "lege" med kropslige efterladenskaber, har vi også betegnelser for. Lad mig gentage: Jeg er ikke på skidtets side. Men jeg mener, at vores "civilisation" afspejler sig i vores urenheder. Vores kultur reflekteres i skidtet. Måske P-vagterne kan blive mere end byens miljøobservatører. De kan måske også blive vor skidts kronikører. Tem Frank Andersen er studieadjunkt, Ph.d., medie- og Kommunikationsforsker, tilknyttet Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet.