Renovering af 60 år gammelt skolekøkken

HALS:Det skal være sjovt at gå i skole, og et af de virkelig skabende fag er hjemkundskab, som har udviklet sig stærkt de senere år i takt med familiernes ændrede behov og husførsel. Derfor er det også vigtigt, at undervisningen foregår i tidsvarende rammer, så nu får Ulsted Skole et nyt hjemkundskabslokale. Det stammer nemlig fra en tid, hvor det hed skolekøkken, og den store kunst var, at lave sovs uden klumper. Heldigvis er undervisningen fulgt med tiden, og økonomiudvalget har nu besluttet, at skolen skal have et topmoderne undervisningslokale, så hele Ulsted Skole er renoveret. - Det var det eneste, som ikke kom med, da man renoverede Ulsted Skole, forklarer borgmster Bent Sørensen (S), Hjemkundskabslokalet står, som det blev bygget og indrettet i starten af 40érne, og er meget utidsvarende. Der er bred enighed om renoveringen, der kommer til at bestå af nedbrydning af eksisterende inventar, renovering af vand,-el, - og kloak-forhold, ny gulvbelægning, reparationer samt maling af vægge og lofter. Samtidig får eleverne nyt inventar og tidsvarende hårde hvidevarer.