Renovering klar til start

20 frivillige står på spring til at smøge ærmerne op og renovere det gamle pakhus

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det første arbejde, der går i gang er nedrivningen i baggården, hvor et byfornyelsesprojekt betyder, at Uhrenholdts pakhus bliver fritlagt. Nedrivningen ventes at starte om et par uger. Foto- Kurt Beering.

VRÅ:De venter kun på lidt mildere medvind fra foråret, så er de klar til at kaste sig ud i et nyt stort renoveringsprojekt i Vrå. 20 frivillige ildsjæle står på spring til at renovere Uhrenholdts Gård og forvandle det til et samlingssted for byens borgere. - Vi kan næsten ikke vente, siger Arne Larsen-Ledet, der har meget store forventninger til projektet. - Vi vil skabe et sted, hvor der sker noget, hvor man kan komme forbi og få en snak og måske nørkle lidt i værkstederne, siger Arne Larsen-Ledet. Forberedelserne til renoveringen har været et par år undervejs. Der er givet tilskud på 180.000 kr fra Leader+ midlerne og så har kommunen bidraget med 800.000 kr. på budget 2006. Pakhuset, der er fra 1899 fungerede som foderstoflager indtil 1970. Siden er det i perioder blevet brugt til forskellige formål, f.eks atelier for kunstnere, men bygningen er lige så stille forfaldet mere og mere. Den kommende renovering bliver nænsom og i dyb respekt for den historiske bygning, understreger Arne Larsen-Ledet. I første omgang gælder det den ydre skal. Taget skal skiftes, facaderne pudses opog der skal sættes nye vinduer i. Indvendig skal der ovenpå bl.a. indrettes atelier til lokale kunstnere. I stuetagen bliver der forskellige værksteder, hvor en gammel motorcykel kan sættes i stand eller der kan laves forskelligt træarbejde. Der bliver også indrettet et lille bryggeri, hvor der bliver mulighed for at lære at brygge sin egen øl. - Det vigtigste er, at der opstår et fællesskab om nogle forskellige aktiviteter. Og helst for borgere i alle aldre, siger Arne Larsen-Ledet. Det ligger heller ikke fast, hvad samtlige 320 kvm. skal bruges til, så der er stadig åbent for nye ideer. - Og jeg sikker på, at der nok skal komme mange nye ideer og spændende historier om huset. Der vil sikkert komme mange og spytte langspyt og sparke dæk, siger Arne Larsen-Ledet. Baggården byfornyes Som en sidegevinst er der også lavet et byfornyelsesprojekt i baggården, som betyder at bygningen syd for pakhuset rives ned, så der bliver mere luft omkring Uhrenholdt. Hele renoveringen har ventet på, at det projekt skulle falde på plads og det er nu lykkedes i et samarbejde mellem kommunen og byfornyelsesselskabet Danmark. - Kommunen og specielt borgmester Knud Rødbro har virkelig ydet en fantastisk indsats, siger Arne Larsen-Ledet, der regner med at arbejdet bliver færdigt her i 2006. En stor del af de frivillige var også med i den succesfulde renovering af Hønsehuset, og det har nok også hjulpet på kommunens velvillighed overfor det nye projekt, mener Arne Larsen-Ledet. - Vi har vist, at det kan lade sig gøre at samle frivillige kræfter. Alle fra Hønsehuset er også med her, og der er kommet flere til, siger han.