Ildebrand

Renoveringsprojekt gik galt: Gnister satte ild til familiens villa

En villa i Gudumlund blev tirsdag totalt ødelagt af en brand

Brand på Uglevej i Gudumlund. Foto: Henrik Bo
Brand på Uglevej i Gudumlund. Foto: Henrik Bo

Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:40

GUDUMLUND: En villa på Uglevej i Gudumlund sydøst for Aalborg står ubeboelig tilbage efter en brand tirsdag middag.

Nordjyllands Beredskab blev kaldt ud til branden klokken 11.58.

- Familien, som bor i huset, var taget på camping. Men manden var taget tilbage for at lægge sidste hånd på et renoveringsprojekt. Han var i færd med at sætte beslag på, da gnister fik antændt loftet. Det startede en brand under taget, som forplantede sig til flere af husets rum, siger indsatsleder Søren Korsgaard fra Nordjyllands Beredskab i Aalborg.

Beredskabet stillede med fem køretøjer og 11 mand til branden, men loft og tag tog alvorligt skade. Og resten af huset står røg- og sodskadet.

- Det er ubeboeligt, siger indsatslederen.

Det lykkedes dog brandfolkene at få reddet flere ting ud fra huset, som har værdi for familien.

- Blandt andet fik vi reddet bryllupsbilleder og en dåbskjole, siger Søren Korsgaard.

Der bliver en del at rydde op efter branden, da taget var lavet af asbest.

- Tagpladerne er sprunget af varmen, og der ligger asbest over hele grunden, siger indsatslederen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden