Rent blod i posen

www

www

For nogle måneder siden var jeg i blodbanken, som tappede mig for en halv liter B rhesus positiv. Da jeg bagefter satte mig på cyklen for at trille hjem, sortnede det pludselig for mine øjne. Jeg mærkede koldsveden på panden, og det var et spørgsmål om sekunder, før jeg ville dratte besvimet om på Vesterbro i Aalborg. Efter en halv times pause på en trappesten var jeg i stand til at trække resten af vejen hjem. I ugen der gik var der også andre, der med meget dårligt resultat kombinerede cykler og blod. Godt inde i årets Tour de France blev kasakheren Alexandre Vinokourov smidt ud af løbet sammen med sit hold, Astana. Vinokourov (kendetegn: enorme lårbasser i stramme, lyseblå cykelbukser) vandt en etape efter et fantastisk ridt op og ned af bjerge, og alle etapevindere testes for doping. Denne gang var der gevinst. Kasakheren kørte rundt med to forskellige hold blod i kroppen. Bloddoping, lød dommen. Nogle mente, rytteren havde fået en slat af sin fars blod. Til det svarede Vinokourov, at hvis det var tilfældet, ville han også være testet positiv for vodka! Det gode humør havde han ikke mistet. Kun det gode omdømme. Touren - det store millionshow - forsøgte at holde kadencen i dagene efter, men crashede fuldstændig onsdag aften, da kyllingen i den gule trøje, danske Michael Rasmussen, blev suspenderet og siden fyret af sit hold Rabobank. De havde ikke længere tillid til ham. Danskeren siger, han var i Mexico 13.-14. juni, en italiensk journalist siger, at han så ham og talte med ham i Italien en af de dage. I det solide, danske fagretlige system ville fagforeningen med det vuns have råbt op om uberettiget fyring og erstatning. For hvor er beviserne? Jeg forstår udmærket, at Vino-kourov sendes med første fly hjem til Kasakhstan. Han blev efter en fænomenal kørsel testet positiv for bloddoping, men hvad med vor mand i gult? I Tølløse, hvor han kommer fra, er man uskyldig, til det modsatte er bevist. Hvor vil det fryde mig, hvis det viser sig, at Rasmussen har talt sandt... Uh, den erstatning bliver stor. Jeg, som elsker kriminalromaner med indviklede konspiratoriske plots, har allerede digtet mange historier om et bundråddent Rabobank-hold, der ofrer sin uvorne, men succesrige knægt, når ulovlighederne ikke længere kan holdes indendøre. Hellere ofre én mand, end at hele holdet går ned. Men mon ikke sponsoren Rabobank alligevel smækker pengekassen i efter denne sæson? Der må - også i denne tour-bus - være foregået en masse, vi ikke ved. Jeg har aldrig været et sekund i tvivl om, at mange af rytterne i professionelle cykelløb (måske lige undtaget Jens Voigt, den pæne mand) kører på andet end pastaskruer, medvind og homøopatiske udtræk. Altså helt ærligt, det kan jo ikke lade sig gøre ellers. Så at prøve at komme doping til livs vil være lige så omsonst som at sende mig på cykel op af Col du Galibier. Hvorfor ikke tone rent flag: Tillad brug af doping af enhver slags i touren. Så er der ingen, der kan snyde, og ingen, der kommer uærligt til deres sejre. Og alle de frelste sponsorer, der støtter en ren sport, kan blive afløst af medicinalfirmaerne - det er alligevel dem, der sidder på alle pengene. Og pludselig vil løbet også være tilføjet en ekstra dimension - vi seere ved tv-skærmen og dem i vejkanterne vil med nerverne uden på tøjet følge et hvert temposkifte, for overlever rytteren mon? Eller falder han død om, fordi grænsen blev nået? Jeg havde ellers glædet mig til touren i år og var kommet ganske godt fra start. Hjulpet af regnen. For når det styrter ned udenfor har jeg ikke samme dårlige samvittighed over at sidde og glo på det skidt. Og faktisk glædede jeg mig til at falde i søvn til kommentatorernes messende stemmer, helikopterstøj og motorcykellarm for at vågne op to kilometer før mål og se etapevinderens smerteplagede ansigt. Men da kyllingen røg, gad jeg ikke længere. For touren udviklede sig til en farce. Løbsledelsen sluger formentlig selv et par piller eller to for at få en god nats søvn. For hvordan kommer hele dette cirkus videre, nu hvor sportens generelle ry er mere plettet end bjergtrøjen? Og hvor fedt mon det er at stå på podiet i Paris i dag? (og vide at man også selv er dopet?) Bortset fra lidt panodil og nogle hvidvinspromiller er mit eget personlige blod rent. Og jeg har besluttet mig for at trække mig fra sofatouren og fra det danske donorkorps. Jeg kan ikke holde til hverken det ene eller andet. Men jeg overvejer at tage kontakt til Vinokourovs far for at høre, om der skulle være nogle liter blod på lager. Jeg trænger til et boost på min daglige cykeltur op af Humlebakken! Go’ søndag, også til jer, der trods alt tænder på og tænder for tour-slutningen i Paris.