Forurening

Rent drikkevand - en banal politisk sag

VAND:Så er alle julegaverne åbnet, og som en af de store overraskelser i Ny Hjørring kommune var en gave på ikke mindre end 78 mio. kr. Gaven har kommunens snedige embedsmænd i stor visdom fundet her i 11. time på en måde, som de færreste vel helt fatter. Men det er også af mindre betydning, for den højeste juridiske bistand bedyrer, at gaven skam er god nok. Under Sammenlægningsudvalgets behandling af sagen om dannelse af et kommunalt vand- og spildevands aktieselskab blev der fra flere sider pointeret, at dette samt inddragelse af et provenu på 78 mio. kr. var en banal politisk sag. Det kan man sikkert sige om så meget, og f.eks. også om ansvaret for sikring af rent drikkevand baseret på urenset grundvand både nu og i fremtiden. Dette er også en politisk sag, der måske ikke er banal, men dog meget reel og frem for alt er det en sag, der vedrører alle os, der allerede har bidraget til den flotte gave og sikkert også i fremtiden kommer til det i form af stigende vandpriser. Drikkevandssituationen i Hjørring er kritisk, og det har tidligere været fremme, at en løsning med rent urenset grundvand formentlig kun ville kunne realiseres med vand langvejsfra og med opførelse af et nyt vandværk. Skal grundvandet sikres effektivt mod nye forureninger, må der formentlig også påregnes investeringer i miljøvenligt jordbrug i drikkevandsområderne, eventuelt kombineret med skovrejsning og udlægning af naturområder. Alt dette koster penge, men vi når langt med de 78 mio. som de snarrådige embedsmænd har fremtryllet. Her har I politikere en enestående mulighed for at vise, hvor meget indhold, der reelt var i alle de flotte ord omkring miljø og sikring af rent drikkevand, som vi alle kunne høre før valget. Så når de 78 mio. kr. nu begynder at brænde i lommerne, er fristelsen nok stor for at benytte pengene på pleje af politisk forfængelighed i form af monumenter typisk til glæde for de få og betalt af mange. Men dermed pådrager I jer nemt risikoen for Thors hammer, hvorved de mange rare penge ryger durk i statskassen. Bærer I jer derimod fornuftigt ad, og bruger pengene på det, som de vel egentlig altid burde være brugt på, nemlig sikring af rent drikkevand, ja så kan ingen vel med rette kritisere den smarte økonomiske manøvre. Men der er jo bare en banal politisk sag, der vil vise politikernes sande miljømæssige prioritering.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst