Tyskland

Rent pip

Det kræver mere end almindelig tålmodighed at være brevduemand i disse fugleinfluenzatider. Men selv for en sindig mand som Svend Aage Christensen kan det blive for meget. - Jo, jeg skal da gerne indrømme, at jeg er meget irriteret, siger han. Irritationen gælder de danske veterinærmyndigheder, som efter Svend Aage Christensens og langt de fleste andre duefolks mening må være selvskrevne til en rolle hos Monty Python. - De restriktioner, som kommer fra veterinærmyndighederne, er det rene volapyk. For eksempel har vi den seneste tid gerne måttet flyve træningsflyvninger fra Skanderborg, men ikke konkurrencer. Der er overhovedet ingen logik i det, konstaterer brevduemanden fra Ryaa. Løbet i dag er faktisk det første i år på grund af restriktionerne. - Sæsonen, som plejer at være på fire måneder, er nu afkortet til halvanden måned på grund af veterinærmyndighederne. Og det er rigtig træls, for konkurrencerne er jo det, vi ser frem til hele året. Svend Aage Christensen har også svært ved at se logikken i, at danske duer indtil i går ikke har måttet flvye fra Tyskland, mens tyske brevduer til gengæld gerne har måttet flyve fra Danmark til Tyskland.