Rent vand kræver store investeringer

Kommunen kan komme til at betale op til 75 mio. kr. i erstatning til landmænd

Forurening 9. marts 2007 05:00

AALBORG: Det kræver store investeringer, hvis der fortsat skal være rent drikkevand i hanerne i Aalborg Kommune i fremtiden. Det slår forsyningsrådmand Preben Pedersen (R) fast i forbindelse med, at Vandforsyningen har gjort status over vandkvaliteten i den gamle Aalborg Kommune. - Det er ikke en selvfølge, at vi har rent vand, hvis vi ikke foretager de nødvendige investeringer, siger han. Preben Pedersen peger på, at der er udarbejdet indsatsplaner for grundvandsbeskyttelsen i en række store områder nemlig Drastrup, Aalborg Sydøst, Hvorup, Hammer Bakker, Tylstrup og Vadum, og her må kommunen til lommerne for at betale erstatninger til landmænd, der til gengæld for en pose penge må leve med restriktioner på jorden. - Det kommer til at koste 60-75 mio. kr. i erstatning, det er ikke urealistisk, siger Preben Pedersen. Hvis man kigger på resultatet af kontrollen med drikkevandet, så er 71 procent af de i alt 146 vandværksboringer helt fri for pesticider. Nitratindholdet er generelt højere end i resten af landet, cirka 60 procent af det leverede vand fra Vandforsyningen indeholder mere end 25 mg nitrat pr. liter, hvor grænsen er 50 mg pr. liter. Et højt nitratindhold fortæller, at grundvandet er sårbart, da jordlaget over grundvandet ikke yder nok beskyttelse mod nedsivning af forurening. - Det er et signal om, at hvis vi ikke passer på, så kan vi komme højere op end 50 mg grænsen, siger Preben Pedersen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...