Forurening

Rent vand på kildepladsen

Skovhuggermaskinen arbejder på kildepladsen. Træerne bliver senere hugget til flis, kørt væk i containere og solgt til brændsel.Foto: Frilev Pedersen

Skovhuggermaskinen arbejder på kildepladsen. Træerne bliver senere hugget til flis, kørt væk i containere og solgt til brændsel.Foto: Frilev Pedersen

VOERSÅ:Gennem de seneste år har Voerså Vandværk haft meget flotte målinger på byens drikkevand. Alle krav, bestemmelser og love er opfyldt, og drikkevandet har en meget fin kvalitet. Vandværket ligger placeret cirka tre kilometer vest for byen på Holtbjerg. Værket ligger på selve kildepladsen, mens indvindingsområderne er større arealer udenfor kildepladsen. - For at vi i Voerså og Søråområdet kan fortsætte med at have en meget fin kvalitet, lytter vi bestemt, til dem der har forstand på det. Miljøstyrelsen har anbefalet, vi fjerner alle træer med grannåle på det 11.000 kvadratmeter store område på kildepladsen, siger formanden for vandværket Gynther Mølgaard og fortsætter: - Træernes nåle kan udgøre en fare, da de udskiller en giftig syre, som trækker ned i grundvandet. Lige nu er det bedste tidspunkt at få dette arbejde udført. Grannålene sidder nemlig endnu på træerne. I disse dage arbejder en stor maskine fra HedeDanmark, det tidligere Hedeselskab, på området. Maskinen fælder og stabler træerne i store meterhøje bundter. Når fældningen er færdig, går en stor flisehuggermaskine i gang med at omdanne træet til flis, der blivet læsset på containere, kørt væk og solgt til brændsel. - Et sådant arbejde er en større investering, men Voerså Vandværk og brugerne holdes økonomisk frie. Det, arbejdet koster at udføre, går lige op med den pris, vi kan få for fliset, og så kan alle vist være glade, siger Gynther Mølgaard og tilføjer: - Herefter vil Voerså Vandværk en gang om året fjerne eventuelle nye vækster. På denne måde håber vi, at vi fremover har sikret rent drikkevand i Voerså. FP