Reparer selv den kolde radiator

Der er flere ting, du selv kan gøre med en radiator, der ikke varmer, inden du ringer til en vvs-mand. Handyman Kuno Bonne giver sine råd her.

Kommer der ikke rigtig varme på, selv om du skruer op på fem, så kan det være, at nåleventilen har sat sig fast, eller at der har samlet sig luft i radiatoren, som skal tømmes ud. Colourbox/Free

Kommer der ikke rigtig varme på, selv om du skruer op på fem, så kan det være, at nåleventilen har sat sig fast, eller at der har samlet sig luft i radiatoren, som skal tømmes ud. Colourbox/Free

FYRINGSSÆSON:Efterårets lidt koldere temperaturer har lagt sig over Danmark, og derfor har vi brug for varme i huset.

Men oplever du, at nogle af dine radiatorer slet ikke bliver varme eller kun bliver lidt varme, så er der flere ting, du selv kan gøre.

En af de hyppige situationer er, at nåleventilen sidder fast.

- Når en radiator har stået stille i et halvt år, så vil den fine mekanik, som en nåleventil er, kunne sidde fast, for der skal ikke så meget støv eller urenheder til, så hænger den fast, siger handyman Kuno Bonne fra handyman.dk.

De tre hyppigste grunde til, at radiatoren ikke varmer

1) Nåleventilen har sat sig fast.
2) Pakdåsen er blevet for gammel eller slidt.
3) Der er luft i radiatoren.
Kilde: Bolius

Hans råd er derfor, at når man om foråret lukker ned for radiatorerne, kan man lade være med at skrue helt ned på nul og i stedet sætte den på to. Så bliver ventilen ikke trykket i bund - og dermed mindsker man risikoen for, at den sidder fast om efteråret.

Men sidder den fast, så handler det om at motionere ventilen.

- Man starter med at tage termostat-håndtaget af. Og man kan være helt rolig, der løber ikke noget vand ud, så det kan alle gøre. Herefter er kunsten så at skabe nogle rystelser, siger han og fortsætter:

- Man kan forsigtigt slå med et stykke træ på siden af ventilen og prøve at trykke den ind og ud - altså motionere den - til den giver sig, siger han.

Og så skal man huske, at når først en nåleventil har siddet fast et år, så er den i risikozonen for også at sidde fast næste år, påpeger handymanden.

Ifølge Bolius - Boligejernes Videnscenter - kan pakdåsen i radiatoren også være skyld i problemerne med manglende varme.

Den kan være gammel og slidt, og man kan selv udskifte den. Man tager termostaten af og skruer den lille pakdåse af med en svensknøgle og monterer den nye.

Luft i radiatoren kan også være skyld i, at den ikke bliver ordentligt varm.

- Det er typisk, dem der bor øverst, eller radiatorerne øverst i huset, der bliver ramt, for luften søger opad, siger Kuno Bonne.

Et tegn på, at der er luft i radiatoren, er, at den står og klukker.

- Er der luft i, så betyder det, at du får mindre ydeevne på din radiator, da luft ikke kan afgive varme, ligesom vand kan. Luft isolerer, og det duer jo ikke, siger Kuno Bonne.

Man kan godt selv tømme en radiator for luft. Her skal man dog lige alliere sig med en karklud, inden man går i gang.

- Du har en luftskrue i den modsatte ende af, hvor ventilen sidder. Den er enten rund eller firkantet. Den skruer du løs, og så skal du høre luften sive ud. Pludselig kommer der en lille stråle vand, og det er der, man har karkluden parat, og så lukker man igen, siger Kuno Bonne.

Han anbefaler også, at man regelmæssigt støvsuger radiatorerne, da en masse støv inde mellem pladerne nedsætter ydeevnen rigtig meget.

/ritzau fokus/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.