Forfatteren

Endelig: Fortjent hæder til manden, der gjorde Aalborg til kunst

Det er vanskeligt - og muligvis umuligt - at finde en, der i den grad har formidlet Aalborg i kunst som tilfældet var med Jakob Ejersbo

Jakob Ejersboe døde i 2008. Arkivfoto: Claus Søndberg

Jakob Ejersboe døde i 2008. Arkivfoto: Claus Søndberg

Hovedpersonen var der selvfølgelig ikke, og om han egentlig ville have sat pris på, at en plads opkaldt efter sig, er der ingen, der ved.

Men nu er den der i hvert fald, efter flere års snak var det endelig tid til, at Jakob Ejersbo fik en slags tak.

Rimeligt og fortjent bedømt efter indsats er det i hvert fald. Det er vanskeligt - og muligvis umuligt - at finde en, der i den grad har formidlet Aalborg i kunst som tilfældet var med Jakob Ejersbo. Han fik fortalt Aalborgs nyere historie som ingen hverken før eller efter.

Nordkraft udkom i 2002, siden er der sket meget, forfatteren er væk, halvdelen af hans aske spedt fra Kilimanjaro. Og Aalborg en helt, helt anden by.

Den by, Ejersbo skrev ind i litteraturhistorien var mere rå, meget mere arbejderklasse og havde værtshuse på hver andet gadehjørne.

Meget mere beskidt, og kom man til byen sydfra lyste skorstene på Nordkraft op som symboler på en by, der ernærede sig ved hårdt arbejde, og ikke bekymrede sig om klimaet.

Aalborg var hans hjemby - han blev født i Rødovre i 1968, men flyttede til Aalborg efter deres første tur til Afrika, og det var i Aalborg han fandt de venner, der forblev hans nærmeste, og det var her, at han fandt inspiration og tro på, at han nok skulle blive forfatter. Han tog eksamen på Hasseris Gymnasium, men 1000Fryd og vennerne derfra gav mindst lige så meget viden.

Det var her, han hentede inspirationen, og også den viden om livet på kanten, der gjorde Nordkraft til en så gribende bog. Der er masser af stoffer, nedtur og sørgelige tider i Nordkraft, men det er også en slags hyldest til et livet, og en understregning af, at det godt kan være værd at leve selvom det ikke leves snorlige som en ligusterhæk.

Det har tiden ikke ændret på, og heller ikke på, at Nordkraft står stadig som værket om byen. Noget lignende kommer der næppe igen - i hvert fald ikke i den størrelsesorden. Nordkraft var et gennembrud af den slags, de fleste forfattere ikke engang vil indrømme, at de drømmer om.

For Jakob Ejersbo var det selvsagt svært tilfredsstillende. Han var ikke blevet forfatter for at at skrive digte, der kun kom i et eksklusivt oplag på et par hundrede eksemplarer. Hans ambition var at blive læst, og det blev Nordkraft i en grad, der kom bag på alt og alle.

På forhånd var der ingen, der regnede med, at en roman - uanset hvor velskrevet og nyskabende den ellers var - om udsatte eksistenser i provinsen kunne blive en bestseller. At det var en god bog var ingen, der havde læst manuskriptet i tvivl om, men kunstnerisk kvalitet er ingen garanti for høje salgstal, og i første omgang valgte Gyldendal at nøjes med at bestille et førsteoplag på bare 1200 eksemplarer.

Men nogen gange er der retfærdighed til, bogen fik fortjent rosende anmeldelser, forfatteren fik litteraturpriser i et væk, og få år senere blev den endda filmatiseret. Nordkraft endte med at blive trykt i over 120.000 eksemplarer, og for Jakob var succesen vigtig af især to årsager: Det gav en indkomst, han aldrig tidligere havde været i nærheden af, og det etablerede ham nærmest overnight som forfatter. Der var ikke længere nogen, der mente, at han var en underlig starut, der burde få sig et rigtig arbejde.

Efter Nordkraft behøvede han ikke længere bekymre sig om hvorvidt et forlag ville udgive hans næste bog, og derfor kunne han gå i gang med det værk. der hele tiden havde været målet.

Nemlig den store bog om afrikansk liv, der endte med at blive i tre bind: Eksil, Revolution og Liberty.

Ikke den største

Det siger sådan set alt om niveauet, at Nordkraft ikke han største præstation. Det var derimod den 700 sider lange Liberty, der ikke kun blev et hovedværk i Ejersboes katalog, men også i dansk litteratur.

Det er ikke en selvbiografi, men den baseret på hans oplevelser som barn og ung i Tanzania, Afrika.

Ejersbo boede i det østafrikanske land - dengang en socialistisk republik - i to omgange. Først fra 1974 til 77 og igen fra 1981 til 83. Som forfatter rejste han flere gange tilbage til Tanzania for at tjekke og følge op på sine erfaringer og erindringer fra barndommen, for at møde sine venner og alle dem, han havde kendt, for at se, hvad der var sket siden da.

Gensynet med venner og Afrika var ikke altid lige opløftende, men fascinationen af livet på den afrikanske måde blev ikke mindre af den grund. For i Tanzania leves livet ikke som i Danmark - i Tanzania er der ingen velfærdsstat og ingen kontorer at klage til når noget går galt.

Jacob Ejersbo nåede ikke at læse de rosende anmeldelser af især Liberty, og han så aldrig den færdige bog.

Da romanen udkom var han ikke længere i live - i september 2007 fik han konstateret kræft i spiserøret, det sidste halve år boede han i annekset ved sine forældres hus i Frejlev. Han sov ind i juli 2008 i en alder af bare 40 år.

Kort efter begyndte de første, at snakke om, at han skulle have en plads opkaldt efter sig. Onsdag skete det, og hvordan forfatteren egentlig ville have det med det, er selvfølgelig uvist.

- Men jeg tror, at han nok ville have værget sig lidt ved det. Han var ikke meget for at være i centrum. Men han ville også have været lidt stolt. At få en plads opkaldt efter sig er en anerkendelse, og for Jakob var det vigtigt. Han ville ud til så mange som muligt, og hans bøger skulle ikke kun læses af en smal inderkreds, men så bredt som muligt, siger forfatteren Rune Skyum Nielsen, der har skrevet biografien, Jakob var her.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden