Coronavirus

En minister på tabskontoen og en advokatundersøgelse vil være en god udgang for Frederiksen

ANALYSE: At kræve regeringens afgang og omgående folketingsvalg i en ophidset twitter-besked er en tom trussel, så længe der ikke er 90 mandater, der bakker op

Mogens Jensen tog en for holdet og sagde farvel til ministerjobbet. Arkivfoto

Mogens Jensen tog en for holdet og sagde farvel til ministerjobbet. Arkivfoto

Det var nok breaking news, men ikke af den chokerende slags.

For i de seneste dage har det været klart, at Mogens Jensens minister-taburet var særdeles vakkelvorn, og at det alene var et spørgsmål om tid, før den ville skvatte helt sammen.

Godt nok forsøgte Mogens Jensen til det sidste at holde den stående, men i længden holdt gaffa-tape ikke. Både blå blok og støttepartier talte om mistillid til ham, og selv i hans eget parti var opbakningen til at overse.

Få timer før han - endnu engang - skulle have stået i Folketingssalen og svaret på kritiske spørgsmål, meddelte han sin afgang.

Det var også planen, at han skulle have præsenteret redegørelsen om hele forløbet, men den del undgik han også. Den blev uden videre ståhej lagt ud på Fødevareministeriets hjemmeside, og redegørelsen blev - i hvert fald i første omgang - overskygget af Mogens Jensens farvel.

- Den viser at, mit ministerium har et ansvar for, at der bliver begået fejl i den her proces. Og det er mig, der er øverst ansvarlig, og derfor tager jeg også ansvar for det, sagde Mogens Jensen om redegørelsen, og den afskedsreplik kan tolkes på flere måder.

For det står ikke helt klart, om Mogens Jensen egentligt mener, at det er retfærdigt, at det er ham, der alene må tage skraldet.

Ifølge redegørelsen er det i hvert fald ikke retfærdigt at tørre skandalen af på én mand.

Under hele mink-forløbet er der begået flere fejl end en enkelt m/k kan nå, og redegørelsen omkring den mest alvorlige fejl er heller ikke opløftende læsning i den henseende.

Det står klart, at rådgivning og information fra embedsværket var mangelfuld og nærmest fraværende i afgørende øjeblikke. Selvom Jensen langt fra frikendes i redegørelsen, så fortæller den også, at han ikke var alene om at fejle.

I en anden branche kunne topledelsen have lukket sagen ved fyre en håndfuld underordnede og så udsende en besked om, at nu er der ryddet op.

Men det går ikke i politik - slet ikke i sager af så stor alvor. Her er sagen omvendt, her kan ansvaret ikke uden videre placeres hos dem længere nede på rangstigen.

Set fra blå blok er det dog lige præcist det, Mette Frederiksen forsøger - hun har placeret ansvar og konsekvens hos en underordnet uden selv rigtigt at påtage sig nogen af delene, selvom hun er chef for det hele. I sidste ende er det hende, der er ansvarlig.

Blå blok vil da også rigtig gerne have hende og regeringen stillet hende til ansvar - i det mindste have sagen undersøgt af en kommission.

For nok fremgår det af redegørelsen, at statsministeren ikke blev advaret om manglende lovgrundlag i dagene omkring beslutningen, men det fremgår også, at seks af hendes ministre i løbet af efteråret fik den information.

Som medlemmer af regeringens covid-19-udvalg får de 1. oktober skriftlig information om, at Miljø- og Fødevareministeriet fortæller, at det vil kræve ændret lovhjemmel at aflive alle mink i Danmark.

Det fremgår ikke af redegørelsen, om ministrene har læst sagen, men noget kunne tyde på, de ikke gjorde.

For tre af de seks - finansministeren, justitsministeren og udenrigsministeren - har plads i regeringens koordinationsudvalg, og da samme udvalg tirsdag 3. november træffer beslutningen om, at alle mink skal aflives, bliver der - ifølge redegørelsen - ikke talt om manglende lov-hjemmel. Heller ikke de deltagende embedsmænd nævner, at der er tvivl om lovhjemmel.

Det kan muligvis godt kaldes en skandale, men forbavsende er det helt sikkert. Hvordan noget så fundamentalt ender med at blive overset, svarer redegørelsen ikke på, og det er heller ikke sikkert, at en kommission vil kunne finde et svar på det.

Foreløbigt kan Mette Frederiksen dog ånde lettet op. Støttepartierne stiller sig tilfredse med Jensens afgang og støtter stadig regeringen, og derfor har blå blok ikke alverden at true med. At kræve regeringens afgang og omgående folketingsvalg i en ophidset twitter-besked er en tom trussel, så længe der ikke er 90 mandater, der bakker op.

Det er der ikke nu - foreløbig er der kun flertal for en uvildig advokatundersøgelse, og den slags har aldrig væltet en regering.

Kan regeringen slippe med en ministerafgang og en advokatundersøgelse, vil det være bedst mulige udgang på en elendig sag.

Om det ender der, er for tidligt at sige - et støtteparti kan også skifte mening efter nærlæsning af redegørelsen og ende med at stemme for en kommission - men allerede nu er det sikkert, at sagen har givet regeringen alvorlige ridser i en ellers velpoleret lak.

Det kræver ikke nogen undersøgelse at fastslå, at det har kostet både tillid og troværdighed.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.