Leder

Leder: Erkend virkeligheden - vi kan ikke hjemsende syrere, højst ødelægge deres liv

I de næste syv år kan de hjemsendte syrere sidde på et udrejsecenter som symboler på en stram udlændingepolitik

- I de næste syv år kan de hjemsendte syrere sidde på et udrejsecenter som symboler på en stram udlændingepolitik, skriver lederskribent Anders Sønderup. Foto: Lars Pauli

- I de næste syv år kan de hjemsendte syrere sidde på et udrejsecenter som symboler på en stram udlændingepolitik, skriver lederskribent Anders Sønderup. Foto: Lars Pauli

Der er sikkert i Syrien - i hvert fald vurderet fra et kontor i Næstved.

Herfra har Udlændingestyrelsen forfattet den omstridte rapport, der beskriver forholdene i Damaskus og omegn så tilpas fredelige, at syriske flygtninge fra det område nu kan sendes hjem.

Var der vitterligt sikkert i den syriske hovedstad, ville det være helt i orden i henhold til lov og konventioner. Da flygtningene kom til Danmark, fik de asyl på baggrund af de generelle krigsforhold – såkaldt midlertidig beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 3. – og det har hele tiden været et vilkår, at deres opholdstilladelse ville blive inddraget, hvis der kom sikre forhold i deres hjemland, og de ikke risikerede personlig forfølgelse.

Problemet er bare, at den danske rapport ikke synes dækkende. I hvert fald er der ingen andre lande, der deler Danmarks optimistiske vurdering af situationen i Damaskus.

Vi er alene om den holdning, og det skyldes ikke, at vi har bedre og sikre efterretninger fra Syrien.

Tværtimod - rapporten er ikke skrevet af folk, der rent faktisk har været i Syrien, men er baseret på udklip fra andre rapporter, og det ligner, at forfatterne har fået i opdrag kun at finde de gode nyheder. De er ikke forkerte - problemet er bare, at rapporten udelader de dårlige nyheder.

Udlændingestyrelsen har har selv foretaget 12 interviews med forskellige eksperter, men også her er der sorteret ensidigt i udtalelserne. Otte af de 12 kommer i en fælles udtalelse med en sønderlemmende kritik af Udlændingestyrelsens behandling af deres citater.

- Vi mener, at Danmarks politik om syriske flygtninge ikke afspejler de virkelige forhold, lød det fra otte af de 12 kilder i en fælles udtalelse.

Det er en sjælden hård kritik, og havde det været en videnskabelig rapport, var den blevet underkendt for uredelighed.

Det kan selvfølgelig være en fejl, men det ligner unægteligt mere, at årsagen er et ønske om at nå frem til til en bestemt konklusion. For det er ikke første gang, at styrelsen udsender en omstridt rapport, der er mere positiv end virkeligheden. I 2015 konkluderede Udlændingestyrelsen, at det var sikkert at hjemsende flygtninge til Somalia - den udsendte delegation skulle dog ikke nyde noget af at bevæge sig ud i den somaliske virkelighed, men indhentede deres oplysninger på 24 timer i Mogadishu International Airport.

I begge tilfælde lød konklusionerne, præcis som et flertal i Folketinget rigtig gerne ville have.

Nemt er det næppe at være embedsmand m/k på et område med så stor politisk bevågenhed. Mandagens nyhed - at fem top-embedsmænd kan drages til ansvar for deres rolle i instrukssagen - peger også på, at der er et betydeligt politisk pres på embedsmændene.

Politikerne er åbenlyst villige til at gå helt til kanten i udlændingepolitikken. Men stædigt at holde fast i en konklusion, der så effektivt er dementeret, virker nytteløst.

Integrationsminister Tesfaye og regeringen er nødt til at erkende, at verden kun sjældent tilpasser sig efter dansk indenrigspolitik.

I dette tilfælde er det ekstra svært at få øje på fornuft.

Det forventelige udfald af at inddrage opholdstilladelserne vil kun være, at der skal findes endnu flere pladser på de stærkt omtalte udrejsecentre. Så længe Assads regime har magten vil der kun være få syrere, der har lyst til at vende hjem til et land, der på næsten alle måder er i opløsning. Der er stadig 6,6 millioner syriske flygtninge, der ikke er vendt hjem - langt de fleste bor i nabolandene, og for de fleste er det et liv i fattigdom og uvished. At de ikke flytter tilbage, siger mere end nogen dansk rapport.

Desværre er der ikke udsigt til, at det bliver bedre i Syrien i de kommende år. 26. maj bliver Assad genvalgt som præsident for endnu en syv års periode, og så længe han residerer i paladset i Damaskus, bliver situationen ikke bedre, men sandsynligvis værre.

Lige så længe kan de udviste syriske flygtninge sidde på et udrejsecenter til ingen anden nytte end at fungere som symboler på en stram udlændingepolitik.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.