Leder

Hvor meget vil regeringen betale en afrikansk diktator for en flygtningelejr

I skåltaler hylder regeringen demokrati og menneskerettigheder. I virkeligheden er de klar til at se stort på det

Der synes ikke at være nogen grænse for regeringens hykleri når det handler om udlændinge. For få år siden fordømte Socialdemokratiet kraftigt enhver plan om at fragte asylansøgere til en lejr et ukendt sted i verden.

- Vi skal ikke begynde at eksportere flygtninge rundt, som var de papkasser. Det er inhumant, sagde partiets udlændingeordfører i 2014. Men tider og holdninger skifter. Nu drømmer partiet - formentlig - om at fragte papkasserne til et af verdens fattigste lande, der især er kendt for tre ting: Folkemordet i 1994, sponsorat af Arsenal og gentagne brud på menneskerettigheder.

I sidste uge fløj integrationsminister Mathias Tesfaye og den nordjyske udviklingsminister Flemming Møller Mortensen på et mini-besøg i Rwanda. Præcist hvad de skulle i Rwanda, er ikke meldt klart ud - på ceremoniel vis blev der underskrevet to løse hensigtserklæringer, hvis formål ifølge avisen The New Times er at få etableret et samarbejde om politik og migration.

Normalt sender vi ikke delegationer afsted bare for at underskrive reelt fuldstændigt uforpligtigende aftaler, og slet ikke med et land, som vi indtil nu ikke haft haft noget videre samarbejde med. Vi har ikke end ikke nogen ambassade i landet.

Hvad socialdemokratiske ministre derimod gerne rejser efter er det land, der kan gøre regeringens drømme til virkelighed - og det var efter al sandsynlighed derfor, de var i Rwanda.

I sidste uge nåede Tesfaye nemlig også at fremsætte et lovforslag, der faktisk kan komme til at betyde, at alle der søger om asyl i Danmark, skal sendes til en lejr et endnu ukendt sted. Lovforslaget giver også mulighed for at lade de mennesker, der får asyl, blive i det ukendte 3. land.

Indtil videre har det dog vist sig umådeligt vanskeligt at finde et land, der ville overtage vores problem.

Årsagerne er mange, men vigtigst er selvfølgelig at der ikke findes noget land, hvor vælgerne synes om ideen. Både Danmark og en stribe andre lande har forgæves forsøgt at lokke et eller andet fattigt land til at gøre os en stor tjeneste. Hvor mange penge, der blev lokket med, er uvist, men ikke nok. Tidligere har Kenya været nævnt som en mulighed, men reaktionen i Nairobi var stort set som den ville være i Danmark, hvis Kenya havde foreslået at alle, der søgte om asyl i Kenya, skulle flyves til Danmark.

Derfor har regeringen også erkendt, at lejren ikke kan oprettes i et land, hvor befolkningen har noget at sige. Derfor kommer Rwanda ind i billedet, for her er der reelt kun en mand, der bestemmer. Nemlig Paul Kagame, der siden efteråret 1994 har været nærmest enerådende i det lille, tætbefolkede land. Han - og hans soldater i Rwandan Patriotic Front (RPF) - fik først stoppet det brutale folkemord, der kostede op mod en million mennesker livet, og i de efterfølgende 27 år har Kagame været noget så sjældent som en delvist god diktator. I 1994 var landet totalt smadret - der var massegrave overalt, selv kirkerne skulle vaskes for blod, men i dag er Rwanda på efter afrikansk standard et relativt velfungerende land. Men genrejsningen er ikke kommet uden en pris - det siger sådan set alt om den demokratiske tilstand, at Kagame vandt det seneste valg med 98.8 procent af stemmerne, og den reelt eneste modkandidat aldrig kom på stemmesedlen, men endte i fængsel. Menneskerettigheder gælder ikke for kritikere - tværtimod bliver de med jævne mellemrum fængslet eller direkte likvideret. Regimets største forbrydelser er dog foregået i nabolandet DR Congo, hvor millioner har mistet livet som følge af krige startet i Kigali. Rwanda finansierer stadig en del af de militser, der er med til at gøre Kivu-provinsen til et af verdens absolut farligste steder.

Forbrydelserne er beskrevet i utallige rapporter fra FN, Human Rights Watch og andre. Mange lande har uden held forsøgt at presse Kagame til at opføre sig noget pænere, men igen og igen har Rwandas præsident blankt afvist det som utidig indblanding. Han gør hvad han finder nødvendigt.

Men for regeringen er den slags åbenbart uden betydning. Hvis Socialdemokratiet ender med at lave en aftale med styret i Kigali, bør de som minimum snarest komme med et nyt udspil til udviklingspolitik.

I dag bliver en stor del af de omtrent 17 milliarder, vi årligt afsætter til såkaldt udviklingshjælp, brugt på indføre demokratiske værdier.

- Et kerneområde for regeringen og for dansk udviklingsarbejde at fremme demokrati og menneskerettigheder i de lande, vi arbejder i, skrev udviklingsminister Flemming Møller Mortensen i et debatindlæg i søndagens udgave af Nordjyske.

Hvis man vitterligt mener det, skal man ikke underskrive aftaler med styret i Kigali.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.