Ambulancen

Kravet er klart: Ambulancerne skal hurtigere frem

Lavere responstider er en del af kravet, hvis man vil køre ambulancer for Region Nordjylland

I dag er det Falck, der står for ambulancekørsel i Nordjylland, men aftalen udløber i 2022. Arkivfoto

I dag er det Falck, der står for ambulancekørsel i Nordjylland, men aftalen udløber i 2022. Arkivfoto

NORDJYLLAND:Ambulancerne skal komme hurtigt - uanset hvor i Nordjylland man bor.

Det er i hvert fald målet, når Region Nordjylland skal i gang med at lave nye kontrakter med de firmaer, der leverer ambulancekørsel. I dag er der nemlig dele af Nordjylland, hvor der godt kan gå et stykke tid fra der er ringet 112, til ambulancen når frem.

- Vi håber, at responstiderne kan komme lidt længere ned i de områder, hvor der nu er lidt lange responstider. Men bortset fra borgerne i de områder vil det ikke være noget nordjyderne kommer til at mærke til, siger Lone Sondrup (V), der er 1. næstformand i Regionsrådet.

I dag er det Falck Danmark A/S, der står for ambulancedriften i regionen. Den aftale udløber planmæssigt i 2022, og derfor er opgaven nu sendt i udbud. Uanset hvem der vinder, så skal opgaven løses anderledes end nu.

- Vi går væk fra vores nuværende model, hvor leverandøren selv bestemmer placeringen af baser og fastlægger antallet af ambulancer, men så til gengæld har forpligtet sig til at overholde nogle responstider fastlagt af regionen. Fremover skal regionen selv disponere over og bestemme antallet af ambulancer samt deres placeringer. Det giver regionen det samlede ansvar for responstiderne, siger Lone Sondrup.

Man skifter altså fra den nuværende model baseret på responstid til en såkaldt beredskabsmodel, og derudover skal ambulancetjenesten geografisk udbydes til de private leverandører i fire områder og dermed i fire delaftaler frem for ét samlet område som nu.

- Jeg håber på, at det giver øget konkurrence, og flere aktører vil byde på opgaven, da vi gør det mere attraktivt for nye aktører at give tilbud, når der er flere mindre delaftaler. Det viser erfaringer fra andre regioner, siger Lone Sondrup, som også fremhæver, at den øgede konkurrence forventeligt vil give lavere priser.

Men før udbuddene er åbnet, er der ingen garanti for, at prisen vil bliver lavere.

Også formanden for regionens Akut- og Praksisudvalg, Mogens Ove Madsen (S), er glad for aftalen om udbuddet.

- Den nye model giver mere fleksibilitet ved, at vi fremover selv får det fulde ansvar for responstiderne og dermed muligheder for løbende at ændre i beredskabet. Jeg tror på, at vi vil få en række gode redskaber, der kan gøre ambulancekørslen endnu mere effektiv. Alt sammen skal gerne hjælpe med at nedbringe antallet af for lange responstider til gavn for de nordjyske borgere, siger Mogens Ove Madsen i en pressemeddelelse.

De nye kontrakter forventes indgået primo 2021.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.