Leder

Lige nu er der arbejde til alle, der kan. Og gider

Var dimittendsatsen ikke så generøs - 13.815 kroner om måneden - ville der ikke mangle så mange ferie-vikarer i hjemmeplejen

Overalt i Nordjylland mangler der ledige hænder til at vikariere i hjemmepleje og på plejehjem. Restauranter mangler tjenere, handicappede mangler hjælpere, og når det store sygehusbyggeri er forsinket er en af undskyldningerne mangel på håndværkere.

At eneste årsag skulle være overbetaling i podebranchen, holder ikke. I hele landet er det omkring 18.000, der har fundet et midlertidig job som poder - i Nordjylland er det højest et par tusinde, der arbejder i testbranchen, og den intensive testning har ikke slet ikke fået arbejdsløsheden til at forsvinde.

For paradoksalt nok er der - ifølge Danmarks Statistik - 13.600 nordjyder i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst fordi de ikke har noget arbejde. I procent er det 4.9 procent - lidt mere end landsgennemsnittet på 4.6.

Frygten for at corona skulle give en eksplosion i arbejdsløshed holdt ikke. I april steg beskæftigelsen med 16.000 personer, antallet af stillingsannoncer er højere end før corona, og i flere brancher er beskæftigelsen endda vokset under corona.

- Dagens flotte jobtal viser med al tydelighed, at dansk økonomi er kommet flyvende ud af vinterens nedlukning, lød det fra økonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv, og i følge seneste rapport fra de økonomiske vismænd vil mangel på arbejdskraft kunne blive et endnu større problem.

Allerede i dag leder mange virksomheder forgæves efter kvalificeret arbejdskraft, og må sige nej tak til opgaver og øget vækst.

Vi kommer til at mangle sosu-assistenter til at passe på de ældre, pædagoger til at passe på de unge.

Desværre er der ikke nogen nem og enkel løsning.

Slet ikke i et velfærdssamfund som det danske, hvor overlevelse ikke afhænger af at tjene penge. Over to millioner voksne danskere får deres indtægt fra statskassen - pension, su, dagpenge eller kontanthjælp. At sætte pensionsalderen op er et særdeles ømtåleligt politisk emne, mens det bare er umådeligt svært at få flere fra den mest udsatte gruppe af kontanthjælpsmodtagere ud på et arbejdsmarked, mange aldrig har været på.

Men noget skal der gøres, og det er oplagt at starte med det nemmeste: At skære i dimittendsatsen, der gør, at de tusindvis af unge, der nu er færdige med deres uddannelse, kan holde ferie på dagpenge.

Var den overførselsindkomst ikke så generøs - 13.815 kroner om måneden - ville der ikke mangle så mange ferie-vikarer i hjemmeplejen. For dem er det betydeligt mere bekvemt og næsten lige så vellønnet som et afløser-job, men for samfundsøkonomien er det rent tab. Der findes ikke noget andet land i verden, hvor man kan få så høj SU i seks år efter at have taget en gratis uddannelse, og så derefter kunne overgå til endnu en type overførselsindkomst.

At det er sådan, skyldes ikke kun, at vi er et umådeligt rigt land, men også at vi er et forkælet land, hvor andre må tage sig af de mere trælse jobs.

Som eksempelvis cyklende mad-udbringer. Den branche er også i kraftig vækst, men arbejdskraften er oftest udlændinge, der kommer fra lande, hvor overførselsindkomsterne er en helt anderledes størrelse.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.