Mette Frederiksen måtte bruge 2.464 ord for at fortælle, at hun ingen sikker plan har

Leder: Sjældent har statsministeren lydt så lidt skråsikker

Et krav for genåbning er test i massevis, skriver Mette Frederiksen. Arkivfoto: Martin Damgaard

Et krav for genåbning er test i massevis, skriver Mette Frederiksen. Arkivfoto: Martin Damgaard

To ting står klart:

Nogen stor genåbning kommer der ikke 1. marts. For nogen klar plan for, hvordan nationen skal genåbne, findes ikke.

Mandag var alle landets borgmestre indkaldt til møde med fire ministre og en række top-embedsfolk. Det kom der ikke meget nyt ud af.

De kommende dage skal tingenes tilstand drøftes i Folketinget, men selvom fronterne nok skal blive trukket skarpt op, er der ikke grund til nogen at tro, at den debat vil skabe meget mere klarhed.

For vi er stadig i usikkerhedens tid. Efter et år med Covid-19 findes der stadig ingen sikker manual til håndtering af virusset, og der er stadig alt for mange ukendte faktorer til, at det er realistisk at tro på, at corona-manualen kommer i den nærmeste fremtid.

Corona har gjort det mere end normalt svært at spå om fremtiden, og det er en større udfordring for Danmark end for de lande, der er vant til en større grad af uforudsigelighed og ind i mellem kaotiske tilstande.

Danmark er et land, hvor vi sjældent overraskes. Her er udsigten til ti centimeter sne nok til breaking news. Vi er et meget driftssikkert land, hvor selv et regeringsskifte ikke rykker alvorligt ved fundamentet. Det er meget få lande, der kører så stabilt som os, og vi er vant til, at samfundet passer på os. Fra vuggestue til plejehjem.

I det omfang et land kan være sikkert, er Danmark det, og i det omfang et liv kan være forudsigeligt er vores det. Danskerne har normalt en høj grad af tillid til myndigheder og politikere, men den tillid har har corona udfordret.

Mange har efterlyst en plan og en sikker vejr ud af mørket. Det ville være lettere at leve med lukning, hvis vi kendte den præcise dato for åbning. Men nogen plan er der ikke kommet.

Men problemet er, at uanset hvad regeringen bestemmer - eller Folketinget en dag måtte vedtage - vil det være uden garanti for, at det er den rigtige beslutning.

Det er sådan set også essensen i utroligt lange opslag, statsministeren mandag sendte ud på Facebook.

Sjældent har Mette Frederiksen haft brug for så mange ord, og sjældent har hun lydt så lidt skråsikker. Løfter og lovning om en bedre fremtid er der ikke meget af, og det er ikke lige til at komme i tanke om, hvornår statsministeren sidst har lydt så meget i tvivl.

- Det er en virus, vi kæmper imod. Det er biologi. Det er ikke en undskyldning for ikke at planlægge – det skal vi, og det gør vi – men vi skal gøre det med den realisme, at det f.eks. er svært sætte præcise datoer for, hvad der kan ske hvornår langt ude i fremtiden, skriver Mette Frederiksen, og det er ikke forkert, men det er heller ikke en melding, der viser vej.

Den tvivlende besked - der i alt tæller 2.464 ord - ville være politisk selvmord i nærmest alle andre sammenhænge, og derfor er da det heller ingen grund til at tvivle på, at statsministeren vitterligt er på usikker grund.

Det er er forståeligt, og den manglende skråsikkerhed er helt på sin plads. Det er en erkendelse, andre politikere også bør drage, for det er vanskeligt at få øje på, at noget parti skulle have den stensikre vej ud af krisen.

Der er åbenlyst ingen lette løsninger, ingen nemme svar og ingen udgang uden ubehagelige konsekvenser.

Men tvivl og usikkerhed er i længden ikke nok til at udskyde en beslutning. Heller ikke selvom den er ubehagelig. Næste Facebook-opslag fra statsministeren må være mere klart.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.