Leder

Næste år skal Nordjylland modtage 73 flygtninge: Stop med at tale om det som et af vores store problemer

Udlændingepolitik er ikke vores største problem i nærmeste fremtid

Folketingsåret er slut, i sidste uge satte afslutningsdebatten punktum på et bemærkelsesværdigt år. Sjældent har et slidt udtrykt passet så præcist: Pengene fossede ud af statskassen. Der var corona, mink og vedtagelse af rigsretssag mod Støjberg. Forude venter der betydelige udfordringer for nationen. Der er regningen for det hele, det nødvendige snarlige farvel til restriktioner og - set fra Nordjylland - det store problem med den demografiske udvikling, der skarpt optrukket vil betyde affolkning af Nordjylland minus Aalborg.

Men under afslutningsdebatten hang især blå blok fast i en sag, der stadig fylder meget i debatten, men ikke bør have nogen høj placering på hitlisten over vores udfordringer.

Udlændingepolitik er ikke vores største problem i nærmeste fremtid.

Selvfølgelig er der betydelige problemer, der direkte kan henføres til anden etnisk herkomst. Der er alt for mange, der står uden for arbejdsmarkedet og lever af overførselsindkomst. For mange, der aldrig får en uddannelse. Social kontrol. Mere kriminalitet end blandt jævnaldrende af dansk oprindelse. For mange, der knapt er integrerede, og lever efter love, der ikke findes i Karnov, men i Sharia.

At der ikke findes nogen nem løsning, har skiftende regeringer måttet erkende. Men der arbejdes til stadighed på sagen, det er kendte problemer, og det er i den grad noget, der tales om. Og heldigvis er det ikke et problem, der vokser - tvært i mod går det på visse områder fremad og i en tid med mangel på arbejdskraft er det entydigt positivt, at beskæftigelsesfrekvensen for personer med ikke-vestlig baggrund og deres efterkommere aldrig været højere end den er i dag.

Indvandring er stoppet, og flygtninge strømmer ikke ind over de danske grænser - i årets fire første måneder er der 281, der har fået asyl i Danmark, 501 har søgt om det, og ingen steder i statistikkerne findes der tal, der giver grundlag for at tale om invasion, eller at Danmark skulle være en magnet for asylansøgere.

Der er - ifølge FN - omtrent 80 millioner mennesker på flugt verden over, og det er en uanseelig del af dem, der kommer til Danmark.

Udlændingestyrelsen har netop offentliggjort prognosen for, hvor mange flygtninge landets kommuner skal modtage i 2022. Samlet set står Nordjylland til at modtage 73 - Aalborg skal ifølge første fordelingsnøgle finde bolig til 24, de resterende 10 kommuner skal finde til mellem 0 og 8.

Det antal er altså ikke noget stort problem, højest en mindre udfordring, og egentlig burde politikerne fremhæve det som den succes, det faktisk er.

Man behøver ikke at rejse langt for at se, hvor galt det kunne have gået. Det er bare at tage færgen fra Frederikshavn til Gøteborg, tage bussen til eksempelvis Biskopsgården, og man vil være ankommet til et af Europas - statistisk set - farligste steder. Her er bandekrig og skyderi nærmest hverdag, og det er der, at man skal lede efter årsagen til, at Sverige siden 2013 har overhalet alle de lande, som fører statistik over skuddrab. De seneste tre år har der ikke været noget land, der truer Sveriges førsteplads - og slet ikke Danmark.

Det er ikke politisk korrekt at sige det - og derfor bliver det ikke sagt så tit - men i Nordjylland er integrationen lykkedes langt hen af vejen. Højest andel af indbyggere med anden etnisk baggrund end dansk findes i postnummer 9220 Aalborg Øst. Her er 22 procent af de knap 16.000 indbyggere af anden etnisk oprindelse end dansk.

Men det er ikke her, at de mest presserende nordjyske udfordringer findes.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden