Coronavirus

V: Hykleri at sige nej til at lade en kommission undersøge minksagen

- Hvis støttepartierne lader sig spise af med en eller anden uvildig advokat-undersøgelse, der alligevel ikke fører til noget som helst, så viser det en vanvittig dobbelt-moral, siger Karsten Lauritzen

Mette Frederiksen skal ikke have lov til at løbe fra sit ansvar, mener Venstre. Arkivfoto: Claus Søndberg

Mette Frederiksen skal ikke have lov til at løbe fra sit ansvar, mener Venstre. Arkivfoto: Claus Søndberg

At der nu skal findes mindst én ny minister er en slags sejr. Men videre jubel over redegørelsen er der ikke i blå blok. For mink-skandalen er for stor og alvorlig til, at den skal lukkes ned med en redegørelse og Mogens Jensens afgang.

- Mogens Jensen er den udførende, og derfor har han selvfølgelig et ansvar. Jeg er ked af det på hans vegne, men på den måde sagen er blevet håndteret på, så vil det være urimeligt, at han kunne blive siddende som minister. Men det er for let at give ham hele ansvaret. Beslutningen er jo truffet af statsministeren og regeringens koordinationsudvalg.

- Det er statsministeren selv, der melder det ud på et pressemøde. Derfor vil vi i Venstre ikke acceptere, at sagen tørres af på Mogens Jensen. Når man træffer en så voldsom beslutning om at aflive et helt erhverv, så er det statsministerens ansvar at sikre sig, at der er styr på juraen. Statsministeriet skal være helt sikre på, at det sker i overensstemmelse med grundloven. Det er hendes ansvar, og det skal hun ikke have lov at løbe fra, siger Venstres gruppeformand, Karsten Lauritzen.

- Men er det muligt, at få placeret et ansvar hos Mette Frederiksen?

- Vi vil i hvert fald have en undersøgelses-kommission. Tidligere har Folketinget nedsat kommissioner på mistanke om lovbrud - her har vi det jo sort på hvidt, at lovgivningen ikke er blevet overholdt. Selvfølgelig skal der nedsættes en kommission, så man finde ud af hvem, der har ansvaret. Vi har en klar forventning om, at de partier, der i årevis har jagtet blå ministre, som de har mistænkt for ikke at overholde loven, vil behandle den nuværende røde regering på samme måde. Det vil vi kræve af dem.

- Men I kan jo ikke tvinge eksempelvis Enhedslisten til noget ?

- Nej. Men så kan vi udstille hykleriet. Hvis det viser sig, at støttepartierne lader sig spise af med en eller anden uvildig advokat-undersøgelse, der alligevel ikke fører til noget som helst, så viser det en vanvittig dobbelt-moral. Det er de samme partier, der har jagtet en blå minister på en mistanke om, at loven ikke har været holdt. Men når det er en rød regering, der erkender ikke at have overholdt loven, er de åbenbart klar til at feje det ind under gulvtæppet. Det er rent hykleri.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.