Leder

Vaccine-krav har intet med nazisme at gøre

Også det danske folketing har vedtaget obligatoriske vacciner - i fuld overensstemmelse med grundloven, og uden at det gjorde os til et nazistisk, facistisk land

- Det er overflødigt at vaccinere dem. De skal arbejdes ihjel.

Sådan skrev Martin Borman i 1942. Som chef for nazisternes Parteikanzlei var det hans opgave, at skrive den kortfattede lov, der skulle gælde i den østlige del af tusindårsriget. Udmeldingen - hentet fra nazisternes otte principper for styret i de østlige territorier - var selvfølgelig inspireret af Adolf Hitler, der i 1942 var på toppen af sit livs-og menneskefjendske vanvid.

- Vacciner skal kun være for tyskere, sagde Adolf Hitler samme år, og forbød i øvrigt også tandlægebehandling til millioner af overflødige untermenschen. At jøderne ikke skulle vaccineres var indlysende; de skulle alligevel dø.

Nazisterne vidste altså godt, at vaccinerne virkede, men ville ikke spilde dem på dem, der ikke skulle leve. De race-rene tyskere kunne i øvrigt selv bestemme.

Både før og efter Hitler var der i øvrigt vaccine-tvang i Tyskland, men ikke under nazi-regimet. Thi var der en ting, der bragte Hitler til magten, så var det populisme.

Angsten for vaccine er nemlig ikke ny, den har været her stort set siden bonden Benjamin Jesty i 1774 vaccinerede sin kone og tre sønner mod kopper ved hjælp af pus fra ko-kopper. Angsten er aldrig forsvundet, heller ikke selvom vacciner siden kun er blevet bedre og sikrere. At vacciner har gjort verden bedre er utvivlsomt, men dengang som nu er der nogen, der mener at vide mere end videnskaben.

Så derfor: Nej. Obligatorisk vaccine minder på ingen måde om nazisme. At Østrig som det første, men næppe sidste land, indfører en form for vaccine-tvang, kan kaldes en overreaktion, magtmisbrug, men det kan ganske enkelt ikke kaldes nazistisk.

Påstanden om, at vaccinekravet er udtryk for nazisme har ellers fyldt de sociale medier weekenden over, og stod da også på en del bannere under lørdagens store demonstration i Wien. Men at der - i følge avisen Kronen Zeitung - kun var omtrent 38.000 på gaden i lørdagens dramatiske protest-demonstration i Wien, fortæller også, at østrigerne ikke ser det som nazismens genkomst.

Vaccine-bestemmelsen er kontroversiel, og kan sagtens kaldes en overreaktion, men ikke desto mindre er den taget af en demokratisk valgt regering.

Også det danske folketing har vedtaget obligatoriske vacciner - i fuld overensstemmelse med grundloven, og uden, at det gjorde os til et nazistisk, facistisk land.

Love, der griber ind i den enkeltes frihedsrettigheder, har altid og vil altid være en del af demokratiet.

I sidste ende - og der er Danmark langt fra, sandsynligvis og forhåbentlig kommer vi det heller ikke - kan obligatorisk vaccine være nødvendigt. For i sidste ende trumfer hensyn til flertallet og til almenvellet hensynet til den enkelte.

I et demokrati kan det ikke være anderledes.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.