Mennesker ‑ Corona

Vi er det eneste land i verden hvor genbrugspladser er breaking news. Det bør vi faktisk være taknemmelige for

Kommentar: Vores samfund fungerer. Set i sammenligning med resten af verden så har vi stadig en velfærd, der forekommer ubegribelig for de fleste

New York: Gaffeltrucks bliver brugt til at løfte lig ind i fryse-lastbiler. Foto: REUTERS/Brendan Mcdermid

New York: Gaffeltrucks bliver brugt til at løfte lig ind i fryse-lastbiler. Foto: REUTERS/Brendan Mcdermid

DANMARK:Det står helt klar, at alle de, der havde lagt velfærdssamfundet i graven, har taget fejl.

Der er Danmark, og der er resten af verden.

Kontrasten har måske aldrig været mere tydelig end tirsdag, hvor forskellene i verdens tilstand stod skarpt som et sort/hvid billede

For det var meget, meget forskellige nyheder de nationale medier prioriterede.

På spanske elpais.com var det ny rekord i antallet af døde - illustreret med billeder fra et nødhospital i en idrætshal. Personalet er i uniformer og hjelme, der ligner noget fra Star Wars. Der er næppe nogen grund til at oversætte overskriften fra New York Post: NYC sees a coronavirus death every 2.9 minutes.

Fra Indien - Hindustan Times - var den store historie forholdene for de millioner af mennesker, der arbejder hundredevis af kilometer hjemmefra og med fire timers varsel blev beordret til at rejse hjem til landsbyen. Nogle af dem blev oversprøjtet med desinficerende middel, mens de ventede på at få en plads i overfyldte tog.

Men i Danmark er det anderledes.

Som det eneste land i den ganske verden var det breaking news at nu åbnede genbrugspladserne igen - heldigvis i god ro og orden.

Den historie toppede i løbet af dagen hos alle medier, og det siger på en måde alt, der er at sige om Danmark den sidste dag i marts 2020.

Det fortæller ikke bare, at vi er en nation, der producerer meget affald. Det kan heller ikke tages som bevis for, at vi selv i krisetider prioriterer affaldssortering utrolig højt.

Det fortæller blot, at vi danskere er privilegerede på en måde, stort set resten af verden kun kan misunde. Muligvis har de det lige så godt i Norge og på Island, men så er det også det.

Det er et bevis på, at vores samfund stadig fungerer i en grad som resten af verden ikke gør. Vi har stadig så god plads på hospitalerne og så få virkeligt nødstedte, at artikler om genbrugspladserne fylder så meget.

Det står helt klar, at alle de, der havde lagt velfærdssamfundet i graven, har taget fejl.

Før corona var der ellers ingen mangel på historier om hvor elendigt det hele gik.

Om offentlig ineffektivitet og uduelighed, at velfærdssamfund var i forfald. Nogen har hævdet, at det allerede var dødt. At samfundet styres af empatiforladte konsulenter fra djøf, der har været været på kursus i new public management, og der lært at styre alt i regneark. Der har været talt meget om politikerlede og at de 179 medlemmer af folketinget ikke har andet i hovedet end at sikre egne, forgyldte pensionsordninger.

Noget er rigtigt - der er ting, der ikke har fungeret optimalt. Der er også nu nogen, der bliver efterladt med røven i vandskorpen. Mennesker, der ikke bliver favnet af velfærdssamfundet. Det er ikke sjovt, at være stofbruger og nu pludselig skal skaffe dobbelt så mange penge for at få råd til den helt livsnødvendige heroin. Det er ikke nogen dans på roser at være østeuropæisk sexarbejder i Danmark uden adgang til nogen form for hjælpepakke.

De mest udsatte er ikke blevet mindre udsatte af corona.

Men overordnet set viser velfærdssamfundet lige nu sin styrke.

Set i sammenligning med resten af verden så har vi stadig en velfærd, der forekommer ubegribelig for rigtig mange.

Det samme er situationen på vores hosptaler. Her er stadig god plads.

At genbrugspladserne i det hele tage også er åbnet igen viser også, at vores krav til velfærdssamfundet ikke sådan lader sig rokke af corona.

Det var en folkelig forventning til service, og ikke andet, der fik dem åbner igen.

Forventningen til, at staten sørger for os, stod også tydeligt i de hundredvis af fortællinger om danskere, der var strandet rundt omkring i en lukket verden. De rejste ud i tryg forvisning om, at skulle der ske noget ville forsikringen dække og skulle det værste ske så ville staten bringe dem trygt hjem.

Det gjorde staten også - de strandede kan nu tælles i hundreder.

Alt det burde vi værdsætte. Måske endda overveje at udvise lidt taknemmelighed. Undlade at brokke os helt så meget.

Nu er taknemmelighed et stort ord, og egentlig ikke særlig dansk - det lyder af Fadervor, bordbøn og af at værdsætte noget, vi egentlig ikke har krav på. Det kan lyde som en ubehagelig påmindelse om, at velfærd ikke er noget, vi har krav på.

Men desværre har vi ikke noget retsligt krav på velfærd.

For der står intet sted skrevet, at vi skal leve i velfærd. Det er ikke bestemt i hverken Biblen, den europæiske menneskerettighedskonvention eller andre hellige skrifter. Velfærdstaten er først og fremmest menneskeskabt - af hårdt arbejde gennem generationer, visionære politikere og så en heldig placering på verdenskortet. Velfærdsstaten er et fælles ansvar.

Men alt kan falde, også velfærdsstater.

Helt givet er det at taknemmeligheden vil være til at overse når regningen skal betales. Mange vil synes, at det er uretfærdigt, at de skal rammes.

Men der er ingen vej udenom, regningen kommer og den bliver gigantisk. Hvor stor kan der kun gættes på - udgifterne til diverse hjælpepakker i Danmark er kun første minus i et meget stort regnestykke, der ikke kan gøres op før verden igen er åben og i gang. Dansk økonomi er så afhængig af handel med omverdenen, at hvad der sker i Tyskland, Italien, USA og Kina også får betydning for os.

Alt har en pris, og den skal betales. Her vil hverken klagesang eller brok nytte noget som helst. Vi kan anklage Mette Frederiksen for løftebrud, skifte regering, men uanset kommer alle til at betale - nogen mere end andre, helt retfærdig er hverken liv eller verden.

Til den tid - uanset hvornår efter påske det så bliver - får vi brug, for at vi alle tager ansvar. At vi værdsætter hinanden og hinandens indsats.

Men også til den tid vil vi stadig være de privilegerede.

Fra den central afrikanske republik, CAR, var tirsdagens nyhed, at der i landet - der har cirka samme antal indbyggere som Danmark - var tre respiratorer til rådighed.

På nærmest alle måder er det umuligt at sammenligne det ludfattige, krigshærgede land med Danmark.

Men på et punkt er vi ens. Liv er liv, død er død. Sorgen over at miste en far, en mor, en søn eller en datter er den samme. Uanset om man bor i Aalborg eller Bangui.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.