Reprimande til Aabybro HK

Træner var for åbenmundet efter topkamp i Aalborg - også kritik af kampens dommere.

Aabybro HK har fået en reprimande af Jysk Håndbold Forbunds kreds 1 efter topkampen i kvindernes jyllandsserie mod Star fra Aalborg på udebane. HK-træneren Claus Simonsen sagde efter kampen til NORDJYSKE, at klubben ville indberette kampens dommere, fordi den ene af dommerne havde truet træneren med klø. Dommeren skulle have truet Claus Simonsen med et lag tæsk, hvis ikke han kunne holde sin mund. Men ifølge JHF skulle Claus Simonsen have holdt sin mund overfor pressen - i hvert fald i første omgang. - Træneren burde ikke have udtalt sig til pressen, inden sagen var behandlet, siger John Borch, formand for dommerudvalget i kreds 1. Men der er også kritik fra JHF af dommerparret, som dømte topkampen i Aalborg. De var en nødløsning. Det oprindelige dommerpar fik motorproblemer, da de kørte på motorvejen fra Frederikshavn til Aalborg og nåede ikke frem. Derfor måtte der i hast findes et nyt dommerpar, og det blev et lokalt par. Læs mere i NORDJYSKE Stiftstidendes Jammerbugt-sektion onsdag.