Reserve blev matchvinder for topholdet

FC Nordjylland fortsætter marchen mod 1. division

Fodbold 6. april 2003 08:00

Glostrup FK FC Nordjylland 0-1 Fodbold, 2. division GLOSTRUP: På en stormfuld aprillørdag viste 2. divisionstopholdet FC Nordjylland, at vingerne også bærer på en dag, hvor vindstyrken ellers spændte ben for betingelserne for en ordentlig fodboldkamp. På et mål af indskiftede Simon Josefsen knap ti minutter efter pausen sikrede nordjyderne sig sæsonens 16. sejr i 17 forsøg og fortsætter dermed den snorelige march mod 1. division. - Det var nærmest umulige forhold at spille under, og det bar kampen også præg af. Det blev aldrig nogen seværdig kamp, noterede FCN's cheftræner Flemming Nielsen efter opgøret. Mens nordjydernes forsvar stod stærkt i billedet kampen igennem og ikke tillod hjemmeholdet at komme i nærheden af noget som helst, så var nordjydernes normalt giftige angrebsspil påvirket af den kraftige blæst på langs ad banen. - Vi bør vinde større end 1-0, men heldigvis var et mål nok til at vinde, konstaterede Flemming Nielsen, som allerede efter 36 minutters spil sendte Simon Josefsen på banen i stedet for Ulrik Kvist på højrekanten. Den 28-årige midtbanespiller havde en uheldig dag, hvor tingene ikke kørte for ham. Det smittede af på temperamentet, og da han samtidig måtte indkassere en advarsel midt i første halvleg, så turde Flemming Nielsen ikke beholde ham på banen af frygt for at blive ramt af en udvisning. Den disposition udnyttede Simon Josefsen fuldt ud, da han i det 54. minut skar ind i banen fra højrekanten og med et smukt langskud sendte bolden i nettet helt ude ved den ene opstander. Kampfakta: Pausestilling: 0-0 Mål: 0-1 Simon Josefsen (54. minut). FCN, 4-42: Brian Ulstrup - Kasper Svendsen, Kristian Jensen, Michael Strandquist, Per Gade - Jacob Berger, Phong Dao, Daniel Kristensen, Ulrik Kvist (37. minut: Simon Josefsen) - Glenn Gundersen (89. minut: Morten Konrup, debut), Ziad Saliba (66. minut: Jan Hansen). Advarsler: Ulrik Kvist, FCN. Dommer: ¨John Gantfeldt Tilskuere: 201

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...