Reservedele til dansk kampfly er på vej ud af produktion

Regeringen beder om et forskud til at købe reservedele til nye kampfly, fordi dele er på vej ud af produktion.

Ritzau
Danske F-16-fly deltager i kampen om IS-højborgen Mosul A Danish F-16 Fighting Falcon takes off from the tarmac of the Sigonella NATO Airbase on the southern Italian island of Sicily Foto: Reuters/Max Rossi
Danmark 16. november 2016 04:30 - Opdateret 16. november 2016 04:31

Flere afgørende dele til de danske F-35-fly forventes at udgå af produktion. Det sker, flere år før amerikanerne begynder at bygge de nye højteknologiske kampfly, som Danmark vil købe.

Det skriver Jyllands-Posten onsdag.

I en hasteanmodning har forsvarsminister Peter Christensen (V) bedt Folketinget om at få 100 millioner kroner i forskud, så man allerede i år og næste år kan indkøbe tre elektroniske komponentpakker.

Samtidig er Danmark tvunget til at indkøbe flere "komponenter, end der reelt er behov for". Dem må Danmark forsøge at sælge, skriver ministeren i et såkaldt aktstykke til Finansudvalget.

Udvalget skal tage stilling til den fremskyndede millionudgift torsdag.

Flere partier på Christiansborg er bekymret over, at dele til de 27 nye kampfly, der alene i indkøbspris koster 20 milliarder kroner, forsvinder ud af markedet.

En af dem er SF's forsvarsordfører, Holger K. Nielsen:

- Det virker fuldstændig amatøragtigt og absurd, at der allerede nu er dele, der udgår af produktionen, siger han til Jyllands-Posten.

Han har derfor indkaldt forsvarsministeren i et samråd for at få svar på, hvad det betyder for anskaffelser af reservedele i fremtiden.

Også de konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, kalder det problematisk, hvis F-35-flyene forventes at være på vingerne i 40 år.

- Vi har ikke fået nogen forklaring på, hvad det er for komponenter, som vi skal købe.

- Og vi har ikke fået nogen forklaring på, hvordan de her komponenter kan gå ud af produktion, når der er en milliardstor efterspørgsel på dem de næste år, siger han til Ritzau.

Forsvarsministeriet vil ikke oplyse, hvilke komponenter der er tale om.

Professor i international politik ved Københavns Universitet Ole Wæver kritiserer, at ministeriet reelt beder politikerne om "at træffe en beslutning til 100 millioner kroner i blinde".

I en mail til Jyllands-Posten skriver Forsvarsministeriet:

- Det er et generelt forhold ved produktion af kampfly, at dele og materialer undertiden går ud af produktion.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...