Reserver i spil til pokalfinale

Et skadesplaget Fortuna-mandskab kan ende med at skulle spille to afgørende kampe inden for 48 timer

Signe Bruun er småskadet og kan blive sparet i pokalfinalen. Foto: Kim Dahl Hansen

Signe Bruun er småskadet og kan blive sparet i pokalfinalen. Foto: Kim Dahl Hansen

HJØRRING:- Det var aldrig gået i hos herrerne, at et hold skulle spille en pokalfinale, der kan gå ud i forlænget spilletid under 48 timer før en afgørende slutspilskamp.

Sådan siger Fortuna Hjørrings cheftræner Brian Sørensen om den situation, Fortuna Hjørring står i.

På fredag gælder det pokalfinalen mod Brøndby, og søndag spiller holdet slutspilskamp mod Skovbakken. Og søndagskampen kan være afgørende.

Det afhænger af dagens opgør mellem Skovbakken og KoldingQ. Hvis Skovbakken vinder, er Fortuna Hjørring sikret andenpladsen i 3F Ligaen. Men tager Kolding point, er kampen om andenpladsen stadig åben.

- Hvis Skovbakken ikke slår KoldingQ i morgen (søndag, red), må vi stille med reserverne i pokalfinalen på fredag. Vi er nødt til at prioritere ligaen højere end pokalen, siger cheftræneren.

Champions League er vigtigst

Andenpladsen i ligaen giver nemlig adgang til Champions League, mens pokalfinalen mod Brøndby ”kun” kan give en titel.

- I forhold til at beholde spillere og sponsorere er Champions League vigtigere, siger Brian Sørensen og krydser fingre for, at han kan stille med stærkeste opstilling på fredag.

- Vi må håbe, at Skovbakken vinder, så vi kan give den fuld gas på fredag, siger træneren.

Endnu af grundene til at han kan være nødt til at spare sine vigtigste spillere, er, at han lige nu råder over et skadesplaget mandskab.

Målmand Maria Christensen, Chi-Chi Igbo og Luna Gewitz er skadet. Derudover er Signe Bruun er på skånekost og har ikke trænet i tre uger og Sofie Junge er så hæmmet at hun kun kan spille kamp, men ikke træne.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.