Reservernes triumf til Skagen Festival

Hush lagde Fritids- og Kulturcentret for deres fødder, hollandske Scrum fortsatte festen - mens Beth Hart lagde sig i den lige vel tunge ende.

Hush - gav en 6-stjernet koncert i Skagen lørdag aften. (PR-foto)

Hush - gav en 6-stjernet koncert i Skagen lørdag aften. (PR-foto)

Skagen Festival, Skagen Kultur- og fritidscenter, lørdag aften.
Hush.
Hvad gør man, når man som knap så kendt band i absolut sidste øjeblik er kommet ind fra højre som reserver for Anisette og The Savage Rose? I tilfældet Hush ikke så meget andet end bare at gå i gang med at spille. Hvilket de gjorde med så stor overbevisning og spilleglæde, at Skagen Kultur- og Fritidscenter ret hurtigt måtte overgive sig. Hvilket i sig selv var noget af en præstation, al den stund der - groft sagt - ikke var meget mere end to ludere og en lommetyv på gulvet, da Hush gik på. Men lokket af sirenens - i form af Dorthe Gerlachs - smukke stemme og Hush’s stilfærdige og enkle country-klingende musik, endog meget kompetent backet op af de tre "udenomsmusikere" i bandet, gik der ikke lang tid, inden publikum kom sivende og til sidst slet ikke ville give slip. Sættets højdepunkt er lidt svært at sætte en finger på, det ligger ikke til Hush’s musik, men skal undertegnede sætte et navn på, så bliver det "Can I come home now" fra deres nye album. Et nummer, der handler om at længes hjem, måske edda helt til Jerslev, selv om man i sin tid nærmest flygtede derfra til storbyen for at få luft. Det var smukt, og med den konstatering skal opfordringen gives videre: Tag ud og hør dem, hvis de spiller et sted i nærheden af dig. Scrum (NL) Efter Hush stod hollandske Scrum for tur. De kalder selv deres musik for powerfolk, og det er ingen underdrivelse. Bang! Afsted og så kørte festen videre i absolut højeste gear. Inspirationen til de egne numre kommer fra Irland og Skotland, tilsat fx Whiskey in the jar, og med sækkepibe, fløjte og violin gik det derudad med 220 km/t. Det er så godt som umuligt ikke at blive revet med af, så igen skal opfordringen lyde: Hør dem. Det er musik, der fungerer så meget bedre live end optaget. Beth Hart Sidste ansigt på scenen i Kultur- og Fritidscenteret på denne festival var Beth Hart og av, av, av hun lagde tungt ud rent musikalsk. Først en smuk semiakustisk udgave af Leave the light on, men så kom hammeren i form af Skin. Der var vi helt dernede hvor guitaren skærer af smerte og bassen fuldstændig lammer mellemgulvet og gør det svært at trække vejret - i skarpt kapløb med Beth Harts helt utrolige stemme, der i sig selv kan brænde så meget af smerte, at man helst ikke vil tænke på, hvor den kommer fra. Ret beset lagde Hart nok også for tungt ud, hun satte i hvert fald en del af publikum af - kombineret med en til tider irriterende dårlig lyd, hvilket stille og roligt fik publikum til at sive. Og hvilket koster cirka halvanden stjerne i anmeldelsen. Først mod slutningen lyste tingene lidt op igen, da Learning to live blev kaldt frem. Interessant eksperiment: Beth Hart på piano plus akkompagnement af én akustisk guitar i Badmintonhallen. Det kunne blive ualmindeligt fremragende.