EMNER

Respekt for Helle-effekten

Efter den årelange nedtur, der blev yderligere forstærket af det efterhånden meget omtalte "kongemord" på daværende partiformand Svend Auken i april 1992, har det næsten kun kunnet gå én vej for Socialdemokrarerne.

Og ganske få dage med en ny formand, Helle Thorning-Schmidt, har da også rettet pænt op på meningsmålingerne, hvor 29,9 procent af vælgerne viser sig at være parate til at bakke Socialdemokraterne op mod de 25,9 procent, der satte kryds ved partiet ved folketingsvalget i februar. Faktisk er det nok så interessant for første gang i flere år lykkedes Socialdemokraterne at gøre det ganske lidt bedre end de politisk-idelogiske ærkerivaler i Venstre, der umiddelbart tegner til at kunne holde skansen med de 29 procent, som partiet hentede hjem i februar. Nu er 0,9 procent næsten ikke noget at hænge sig i - især fordi der indbygget i enhver meningsmåling ligger en pæn portion usikkerhed. Og også fordi vælgerne de senere år har vist sig at være langt mindre loyale over for bestemte partier for i stedet at placere deres sympati snart her, snart dér - hvordan ellers forklare, at ganske mange traditionelle socialdemokrater er sivet til først og fremmest Dansk Folkeparti? Men tilbage står billedet af et politisk parti, der på bemærkelsesværdigt kort tid synes at have genvundet i hvert fald noget af tidligere tiders sympati hos vælgerne. Samtidig er partiet - i første række personificeret ved politisk ordfører Lotte Bundsgaard - realistisk nok til at indse, at vælgerne selvsagt ikke bliver hængende, hvis partiet kun viser sig at have mere af det samme, som må have jaget i det mindste nogle af vælgerne bort, at byde på. "Vi ved godt, at der ligger et par års hårdt arbejde foran os", som det bliver udtrykt af Lotte Bundsgaard. Om man kan lide det eller ej, så handler politik udover holdninger også om personer og de signaler, som de udsender - og her kan den nye partiformand snildt have givet anledning til en måske forbigående "Helle-effekt" lidt på linje med den meget omtalte "Connie-effekt", der - takket være miljøminister Connie Hedegaard - har sendt Det Konservative Folkeparti højere op i meningsmålingerne på det seneste.