Respekt for livet

Málaga ved at genopdage sin musiske sjæl

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Flamenco er kommunikation. Vi vil give vores følelser videre, forklarer Shane González. Foto: Kélipe

Hun sidder helt stille på den lille stol med det flettede sæde. Hun sidder midt på scenen. Den er ikke ret stor. På den ene side af hende sidder hendes mand med sin guitar. På den anden side unge Juanma Gutierrez, der allerede er i gang med at tromme på kasse. Skæve rytmer i sæt, i compas med 12 slag i hver. Langsomt begynder hun at klappe med. Klappe mod ham. Hendes højre fod glider ud under den lange kjole og henover gulvet. Langsomt, langsomt. Som i en tredje takt, men da hendes mand lægger fingrene på strengene, tager han fat i hendes rytme. De tre spiller hårdere til, mens vi som publikum må stille rødvinsglassene, lade ost og skinke ligge og bare følge med. Der er ingen mikrofoner, ingen afstand til hverken scene eller sjæle her til flamenco puro på Kélipe i Málaga, og de tre er mestre på hver sit felt. Da hendes stemme lyder, er hendes øjne helt lukkede. På udefrakommende vil det nok virke kunstigt, manieret eller skabet, men sidder man her og vover at give slip, følges man med hende ind i en sang, der er helt anderledes end noget andet. En musik, der ikke er pyntet eller yndig, men rå og sensuel. Sunget af en kvinde med store overarme, hofter og muskuløse ben og bevægelser fremmede for en nordbo. Da hendes stemme stiger, rejser hun sig, stamper så hårdt i gulvet, at scenen bævrer. Hun flår kjolen om sig, kaster armen op over det opsatte hår, vrider sig rundt og lader armene tegne en verden af figurer ved siden af sig selv. - Man skal nok være voksen for at kunne forstå flamenco. Ikke nødvendigvis af alder, men man skal vide at vove, fortæller Susana Manzano i pausen efter første sæt. Hun er høj og lys, 35 år, fra Jerez de la Frontera og en af egnens mest præmierede dansere og sangere. Oplært af sin familie, komponerer selv, gift med Shane González, 38 år, rund og mørk, halv indianer, opvokset og uddannet flamencoguitarist i Californien, nu hjemvendt til sit fædrene land. - Alt, hvad vi laver her, er improviseret. Det kræver selvfølgelig kunnen, men det kræver også en styrke og en ro, som man kan få med erfaring eller ved at være i en slægt, der lever la vida flamenca - som Juanmas, forklarer hun, der driver flamencoskolen Kélipe sammen med sin mand og blandt andre Juanma Gutierrez, der spiller percussion flamenca som hans far og hans far før ham. Han fik først lov at stå på scene med de to fremmede, da hans far havde godkendt dem. Selv om han da var langt over 20 år gammel. - Flamenco er ikke bare musik og dans. Selv om det er en dans, hvor man viser sit eget inderste, er det en måde at være sammen med andre på. Det er så intimt, at man skal kende hinanden, stole inderligt på hinanden for at kunne spille. Man skal vise ægte interesse. Kere sig om andre mennesker. Dem, man spiller med, og jer som publikum, forklarer Juanma Gutierrrez og tilføjer: - Det handler om at udtrykke en stolthed over at være til og en respekt for ældre med erfaring, en respekt for livet. Hvad flamenco præcis er, hvor dansen, sangen og musikken stammer fra, kan ingen tage patent på. Der er end ikke en fast serie af trin. Den er som byen og egnen selv et miks af indisk, arabisk og spansk, har inspiration fra sigøjnerne også, blander det raffinerede med folkesangen om bålet, så man mærker varmen fra solen, ilden, det udtørrede land, behovet for flugt og trøst, men også lidenskaberne. Flamenco fik sin genkendelige form i 1700 tallet, hvor fattige landarbejdere i Andalusien drog rundt og spillede for et måltid mad hos rigmændene. Da havde flamenco intet navn, man var det, man samledes om inderst i familien. Når man skulle nyde en aften, samles om en sorg eller fejre et bryllup. - Fra 1840’erne var der flamenco-optræden på teatre med stor succes, men ryet som de fattiges musik har holdt ved. Den har stadig lavstatus rent kulturpolitisk. Det er næsten kun som tu-ristfænomen, at den kan hive penge til sig. Det er lidt absurd, men det er da o.k., konstaterer Paco Rojí om eftermiddagen, inden de tre er på scenen. Han er indehaver af det andet af Málagas flamencocentre, butikken Flamenka, hvor han også har optræden. Han spiller ikke selv, men faldt for kulturen, da han mødte den som socialarbejder og så stoltheden foran sig. - Málaga har så meget ægte flamenco, nu skal det vises frem, fastslår han og forsikrer, at “fremtiden ser lys ud”, blandt andet fordi han pt. er i gang med forhandlinger med kommunen om et samlet center. - Ingen ejer flamenco! Den kan improviseres som her hos mig og hos Kélipe. Den kan programmeres til optræden, som det ofte sker for turister og i Sevilla, hvor der i dag er mest af det - og den kan fusioneres med al slags musik. Alle tre typer kommer der mere af, og med internettet kan vi arrangere så meget, og den internationale interesse er enorm. Vidste du, at det er flere flamenco-skoler i Japan end i Andalusien, spørger han retorisk og tilføjer: - Men det er jo vores identitet, så det er os, der må kæmpe for den. Nede på flamencomuseet kan en anden Paco med efternavnet Vega ikke være mere enig. Som 61-årig har han levet med flamenco hver dag, omend han heller aldrig har danset eller sunget. - Ikke uden for familien, nej, men når vi er sammen, kan man da ikke lade være, siger han søndag morgen og serverer en café solo og en tallerkenfuld af hans kone Maria Theresas lomo en manteca, kold kogt svinemørbrad i svinefedt rørt med løg, hvidløg og paprika. Han er medlem af den 250 mand store Peña Juan Breva, som med sine 50 år er Spaniens ældste officielle flamencoforening og det tredje og mest traditionsbundne hold af ildsjæle i den andalusiske storby. Museo de Arte Flamenco er støttet af både kommunen og den regionale regering Junta de Andalucía, men det er medlemmerne, der står her hver dag og gerne laver kaffe til de besøgende, hvis de lægger en euro eller to som tak, men som insisterer på at forære en-hver en gratis farveldrink, helst en vino dulce, sød vin fra en af medlemmernes vingårde, i dag Moclinjo. - Vi tror ikke nok på os selv herovre i Málaga. Det gør de mere ude vestpå, forklarer han og fører op til digteren Federico García Lorcas guitar på anden sal. Også førstesalen er fyldt med relikvier, men det er i stuen med baren og spisebordene, de mødes den første lørdag i måneden for at spise sammen, og det er i kælderen, de og prominente gæster optræder for hinanden næsten hver fredag. - Vi kommer sjældent herfra før kl. 3, og så skal vi op igen og passe museet, men sådan er det. Vi vil være sammen. Vi har jo lyst til det. Det er det, flamenco gør ved en, siger han som et ekko af Juanmas ord aftenen før. Tilbage til Kélipe, hvor klokken er henad 23, da andet sæt skal i gang. Ind kommer Susana med røde sko, hvid frønnet skjorte, stram vest og en svulmende sort nederdel, der med det samme hvirvles og rives i en rå og lang og svedig soleá. Hendes overkrop kører en vej, hofterne en anden, de røde sko banker af sted. De to mænd stirrer på hende, følger hende intenst, det er hende, der dirigerer. Og hun lægger mærke til os derude, mærker, om vi er med. Har vi mod til mere end dem sidste lørdag? - Flamenco er kommunikation. Vi vil give vores følelser videre. Helt inde fra. Vi har ikke altid ord for dem, jeg har slet ikke, men de kommer bare, når vi går i gang, siger Shane González. - Ja, det bliver en nødvendighed for en at komme ud med følelserne på den måde, ler hans kone, og Juanma fortsætter: - Måske er ordene ikke den bedste måde at kommunikere på? Jeg kan i hvert fald sige meget mere med flamenco...