Respekten fundet frem

Fox som forvandlet i anden halvleg

Hanne Frandsen i én af sine vigtige redninger, der var med til at vende kampen. Foto: Kim Dahl Hansen

Hanne Frandsen i én af sine vigtige redninger, der var med til at vende kampen. Foto: Kim Dahl Hansen

Frederikshavn Fox - Ringkøbing 32-22 (12-11) Håndbold, 1. div. kvinder Af Søren Pedersen soeren.pedersen@nordjyske.dk FREDERIKSHAVN: Halspeakeren og tre trommeslagere kæmpede en brav kamp, men det hjalp ikke. Stemningen blandt de 367 tilskuere i Arena Nord var nøjagtig så mat, som man kunne forvente dagen efter en stor julefrokostfredag. I de første 25 minutter lignede hjemmeholdet også en flok, som havde været ude og tage del i festlighederne i byen dagen før. Passivt forsvarsspil og sløsede afslutninger betød, at gæsterne konstant var i front. Men så tog en vis herre ved Frederikshavn Fox. 16 minutters lukketid i forsvaret betød, at holdet gik fra 9-11 via 12-11 ved pausen til føring på 17-11, før Ringkøbing igen kom på tavlen. Og derfra så Fox sig ikke tilbage. I anden halvleg måtte gæsterne nøjes med at juble over overhovedet at komme på tavlen, og det var træner Ole Andersen selvfølgelig tilfreds med - i modsætning til første halvleg. - Hvis man mangler respekten for sin modstander, så går det galt. Det hele var ved at sejle væk for os, og det er der simpelthen ikke råd til, hvis vi vil være med i topstriden. Men lige så utilfreds jeg var med første halvleg, lige så tilfreds var jeg med anden, sagde træneren efter kampen. En del af forklaringen var en mere offensiv forsvarsstrategi, som tog pynten af Ringkøbings offensiv. En anden var målvogter Hanne Frandsen, som kom på banen efter 16 minutter, og med mere end et par håndfulde redninger var med til at vende billedet. - Sådan er det. Når man kommer ind fra bænken, skal man være skarp og klar til at gøre en forskel, og det lykkedes for mig i dag, sagde Hanne Frandsen, som kunne "afsløre", at Fox-pigerne godt var klar over faren for at undervurdere modstanderne i en meget ujævn division. - Vi havde snakket om, at vi var ved at nå et tidspunkt, hvor vi skulle hanke op i os selv for at være koncentrerede. Ringkøbing er nummer otte og har et godt hold, så vi vidste bare, at vi skulle være klar. Men det var vi desværre ikke, lød det fra keeperen, som dog stillede sig tilfreds med, at Fox-pigerne fik hanket op i sig selv og trods alt gav tilskuerne smæk for skillingen i årets sidste hjemmekamp. Kampfakta: Mål for Fox: Maria Toth 7, Martina Adamsson-Jensen 6, Sabine Pedersen 5, Renate Saastad 3, Thilde Mathiasen 3, Camilla Andersen 3, Lise Kirkegaard 2, Julie Thomsen 1, Anna-Maria Johansson 1, Mette Kjærsgaard 1. Topscorer for Ringkøbing: Katrine Thomsen, Maria Ipsen 4 Dommere: Klaus Andersen, Per Krabbe Tilskuere: 367