Restaurant i Brønderslev står i flammer

Branden startede i en skraldespand, men har spredt sig til hele restauranten. Politiet er på stedet.

Kriminalitet 17. maj 2018 01:10 - Opdateret 17. maj 2018 05:44

Sent onsdag aften udbrød der brand i en restaurant i Brønderslev i Nordjylland.

Tidligt torsdag morgen kæmper brandvæsnet stadig med at få slukket branden.

Ifølge Nordjyllands Politi er der tale om Restaurant Hedelund, der ligger i Rhododendronparken.

- Vi modtager anmeldelsen klokken 23:50, og her klokken 01 er branden fortsat i gang, sagde vagtchef Poul Fastergaard natten til torsdag.

Branden startede i en skraldespand.

- Skraldespanden vælter over og får fat i facaden. På nuværende tidspunkt har branden spredt sig til hele bygningen, sagde Poul Fastergaard natten til torsdag.

Torsdag morgen oplyser politiet, at der er sket omfattende skader på restauranten.

Så snart branden er slukket, vil politi og teknikere undersøge, hvad der kan have startet branden.

- Vi er stadig på stedet, men vi kender endnu ikke årsagen til branden, siger Poul Fastergaard.

Der var ingen personer i restauranten, da branden brød ud.

Røgen, der kommer fra restauranten, er ikke farlig, oplyser politiet.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...