Restaurant Vægteren åbner igen

Påskelørdag genåbner nyt makkerpar den kendte restaurant

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

FREDERIKSHAVN:- Vi vil servere ærlig mad til ærlige penge. Det tror vi på i Frederikshavn.

Det siger Henrik Nielsen og Karsten Andersen, der har overtaget Restaurant Vægteren.

Påskelørdag slår de dørene op til det velrenommerede spisested i Havnegade, som har været lukket siden tvillingekokkene Allan og Flemming måtte dreje nøglen først i december.

Ejendomsinvestoren Brian Severinsen ejer fortsat den flotte bygning i Havnegade,der gennem generationer har dannet ramme om utallige fester.

Mad til store og små selskaber

Henrik Nielsen og Karsten Andersen har i flere år arbejdet tæt sammen i nabolaget til Vægteren, hvor de driver Damsgaards Vinoble og cateringvirksomheden Spisetid. Og de har længe været på udkig efter lokaler til selskaber og større arrangementer.

- Vi leverer mad til stort og småt. Fra 10 kuverter til store rockkoncerter, ligesom vi i flere år har leveret maden til Tordenskioldsdagene, både i Frederikshavn, Oslo og Gøteborg.. Publikum har taget godt imod os, og nu prøver vi at overføre synergieffekten til Restaurant Vægteren, siger Henrik Nielsen.

Tilbage til gamle dyder

Rollefordelingen er klar. Mens Henrik Nielsen sidder på kontoret med telefonen som vigtigste arbejdsredskab, svinger Karsten Andersen den store grydeske og styrer køkkenet.

- Vinbutikken Vinoble er vores base, og vi går ikke på kompromis. I restauranten vender vi tilbage til gamle dyder. Der må godt være lidt ”mormors køkken” over det, og hvor det er muligt bruger vi lokale råvarer i restauranten. Alt bliver lavet fra bunden af.

Ordrebogen til selskabslokalerne på første sal over restauranten er allerede fyldt med krydser, og Vægteren genåbner tidsnok til at tage mod de nye konfirmander, der springer ud i foråret.

- Vi kommer til at køre med en eller to faste dage om ugen, hvor vi har fiske- og skaldyrsbuffét, og så vil vi satse meget på skiftende temaer, ligesom der igen bliver aktivitet på Vægtertorvet, når vejret bliver til det, siger Henrik Nielsen.

Makkerparret er i fuld gang med at ansætte personale til at drive Vægteren.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.